Kaya Brüel: ?Min datter måtte ikke være med?
Sangerinden og skuespilleren Kaya Brüel er en af “Fri for Mobberi” -projektets ambassadører. Hun har en datter på 8 år.
– Hvorfor er du med i Red Barnets “Fri for Mobberi”-projekt?
“Børns trivsel er for mig et vigtigt emne, som danner grundlag for resten af et menneskes liv. Børn, der har været udsat for mobning, kan have lavt selvværd langt ind i deres voksne liv, og det afspejler sig i de valg, de tager og forhold, de indgår i.”
– Du har skrevet en pixi-bog for Red Barnet om mobning i børnehaven – har du selv oplevet mobning som barn?
“Jeg mindes ikke hård mobning i børnehaven. Heller ikke i så stor en grad i de små klasser i skolen. Jeg gik på en lille skole, som gjorde utrolig meget ud af den sociale gruppe, ved for eksempel “børnebytning.” Det vil sige, at alle på skift skulle hjem til hinanden, én ad gangen i løbet af skoleåret. Det var sat i system med skema hver 14. dag. På den måde lærte du alle i din klasse at kende på enmandshånd, så deres hjem og mødte deres forældre. Det gav større tolerance.”
– Hvilke erfaringer har du med mobning?
“I de større klasser spidsede det lidt mere til, og det, tror jeg næsten, er uundgåeligt. Pigegrupper kan virkelig være udspekulerede og stride. For eksempel klassikeren om, hvem der inviteres med til fester, som min pixibog også handler om. Jeg havde en god veninde, som boede i samme gård som jeg. På grund af en gammel strid var jeg ikke inviteret med, da hun holdt udklædningsfødselsdag for en masse fælles venner, hvor jeg stod og så på fra vinduet. I det tilfælde undrer det mig, at forældrene ikke skrider ind.”
– Har din datter oplevet mobning?
“Jeg mindes ikke, at min datter har oplevet decideret mobning. Der har vi været heldige indtil videre. Men der findes jo flere grader af mobning, og alle har prøvet at føle sig udenfor. Jeg husker da et eksempel fra børnehaven, hvor hun fortalte, da hun kom hjem, at hun ikke måtte være med i to pigers leg med den undskyldning, at hun havde krøller, og alle dem med krøller ikke måtte være med. Der synes jeg, det er vigtigt at snakke med sit barn, om den følelse det giver hende og huske hende på ikke at give igen af samme skuffe.”
– Hvorfor er det her et vigtigt emne for dig?
“Jeg tror, at med en rar og tryg barndom og en god omgangskreds bygger man et menneske bedre op. Jeg tror simpelthen, det vil give en bedre verden, hvis man fra barndommen lærer om tolerance og omsorg for hinanden og lærer, at der skal være plads til alle, krøller eller ej…”
– Hvordan undgår man mobning?
“Tillid er det bedste grundlag. Når dit barn betror dig noget, skal barnet ikke føle, at det sladrer og frygte, at du laver en scene i børnehaven eller skolen dagen efter. Hvis det er noget, der gentager sig, kan forældre tale sammen eller med pædagogerne, så de kan være opmærksomme på problemet. Som regel udspringer mobning fra et enkelt andet barn, som hiver flere med på spøgen. De børn ser man som stride, men de er jo inderst inde selv små, usikre børn med lavt selvværd. Måske man skulle invitere vedkommende med hjem en dag i stedet for at skælde ud og på den måde hjælpe et venskab på vej.”
KAYAS RÅD MOD MOBNING
– Snak med dit barn uden at presse det
– Snak med de andre forældre
– Skab kontakt med de børn, hvor der er problemer, ved at invitere dem hjem
– Snak med pædagogerne
– Lær dit barn empati!
KAYA MED BØRNE-CD:
Kaya Brüel udgav en Jazz CD i maj måned “Make a new start.” Hun har desuden udgivet børne CD’en “Jeg fandt en sang på vejen” og i efteråret kom opfølgeren til den.