Der findes efterhånden mange forskellige typer motionsspil til spillekonsoller – spil til alle aldre og interesser. De er gode alternativer til normal motion, da de ikke kræver transport eller dyrt medlemskab, og så kan hele familien oven i købet træne sammen, lige når det passer ind i jeres hverdag. For børn (og voksne), der synes, motion normalt er kedeligt, bliver det her let leget ind.
FÅ INSPIRATION TIL FAMILIESPIL, DER GIVER SVED PÅ PANDEN I BOKSEN TIL HØJRE>>
For de mindste: Sjovt og børnevenligt
Hvis I ønsker et fitnessspil, der vækker jubel hos den yngre del af familien, er Family Trainer et sikkert bud. Der er skruet ned for de rendyrkede fitnessøvelser, men der er til gengæld masser af sjove og børnevenlige udfordringer, der kan få gang i pulsen, når der for eksempel skal sænkes muldvarper ved at trampe på den medfølgende måtte, eller når minevognen skal holdes i gang med pump med Wii-remoten. Der er også mange udfordringer, der kan løses sammen eller i konkurrence med hinanden, hvilket selvfølgelig gør det ekstra sjovt. Universet er i sig selv sjovt med en farverig verden med alt fra søde dyr til uhyggelige monstre.
Family Trainer fås til Nintendo Wii. 1-2 spillere. Pris 199 kr.
gallery5billeder
Fra 3 år: Så er der dømt hjemme-diskotek
Der er intet som god musik og dans, der kan få en til at glemme, at man rent faktisk er ved at være ret forpustet. Spillet Just Dance disker op med masser af berømte og uforglemmelige hits, hvad enten I er til glade disco-beats eller til pulserende rock. Det gælder om at holde rytmen og få styr på de forskellige dansestile og koreografier. Det er sjovt for hele familien, og børnene vil sikkert også elske at kunne prale med de indstuderede ‘moves’ uden for hjemmet. Og så er det god motion, ej at forglemme.
Just Dance fås til Nintendo Wii. 1-4 spillere. Pris 249 kr. inklusive dansemåtte.
gallery5billeder
For hele familien: Wii-konsol
I kommer nok ikke uden om at investere i en Wii-konsol, da andre konsoller stadig har svært ved at hamle op med disse motionsspil.
Wii koster cirka 1.500 kr. inklusive remote, Wii Sports og Wii Sports Resort.
gallery5billeder
Fra 7 år: På aktiv ferie med hele familien
Wii Sports’ efterfølger, Wii Sports Resort, er på mange måder opgraderet i forhold til forgængeren. Der er nu hele 12 forskellige discipliner, som næsten alle kan spilles i tre forskellige varianter. Desuden kommer spillet med en Wii Motion Plus, som opgraderer Wii-remoten med en meget bedre kontrol og præcision, der gør spillene endnu mere virkelighedsnære. Med faldskærm kommer I ned på den eksotiske ø Wuhu Island, og her kan hele familien underholde sig med alt fra bueskydning, basketball og bordtennis til sjov vandsport som jetski, kano og wakeboarding. Trænger I til en lille hyggestund, kan I spille frisbee med jeres søde hund. Spillene kan spilles alene, men det er klart sjovere, hvis hele familien konkurrerer mod hinanden eller måske i samarbejde mod øens andre sportsudøvere. Husk, det kræver både en Wii Remote og Wii Motion Plus til alle deltagere.
Wii Sports Resort fås til Nintendo Wii. 1-4 spillere. Pris 400 kr. og 199 kr. for en ekstra Wii Motion Plus.
gallery5billeder
Mest for voksne: Et virtuelt motionscenter
‘EA Sports Active’ hører til i den mere seriøse afdeling af motionsspil. Spillet er skabt i samarbejde med fitnesseksperter, og de mange alsidige øvelser, aktiviteter og træningsprogrammer får med en virtuel træner i hånden hele din krop guidet og trænet godt igennem. Du kan følge et fastlagt 30-dages program af cirka en halv times varighed dagligt eller selv sammensætte dit helt eget helstøbte fitnessprogram.
Din træning kan kombineres med klare mål, du selv sætter, og du kan når som helst følge med i, hvor langt du er fra målet. Udover styrkeøvelser kan du også styrke både dine muskler og kondition med aktiviteter som alt fra boksning og dans til løb, tennis og volleyball.
EA Sports Active fås til Nintendo Wii. 1-2 spillere. Pris 149 kr. inkl. træningsbånd og benbælte.