Pige på kælk

Foto: PR og Getty Images Her får du 7 gode oplevelser, du kan lave med børnene i vinterferien.

Vinterferie med børn

7 oplevelser til vinterferien for hele familien

Bare rolig! Du behøver ikke at gå i panik, fordi du ikke nåede at planlægge vinterferien. Her får du syv gode tips til ferien for hele familien.

Skiferien blev heller ikke til noget i år, sommerhuset er udlejet til nogle andre, og den store udlandsrejse venter I lige lidt med. 

Men hvad skal I så få vinterferien til at gå med? Ungerne kravler på væggene, hvis I ikke kommer ud og brænder lidt krudt af, og I savner sikkert også noget god familiesjov i hinandens selskab. 

Hvad med at tage en tur på ski i det københavnske? Eller dykke en tur under vandet og hilse på hammerhajer, piratfisk og andre fantastiske undervandsskabninger? Små kreative hænder kan også få lov at lege med ler og formskabning, mens krudtuglerne kan blive blæst igennem ved det danske vesterhav.  

Vi har samlet syv skønne oplevelser for børn - og hele familien - i vinterferien. 

OBS: Hold øje med de enkelte steders Corona-retningslinjer, inden I tager på eventyr.

Ski.jpg

1. På pisten

Fik I ikke booket årets skiferie, men vil I alligevel gerne mærke suset – og måske teste familiens yngstes evner på ski? Så kan I tage en tur på pisten på Copenhill på Amager i København. Ifølge Copenhill kan både nybegyndere og erfarne skiløbere være med. Den øverste del af skibakken bliver nemlig katagoriseret som en sort/rød pist, mens den midterste og nederste del er kategoriseret som en blå/grøn pist. Derudover er der slalom bane, freestyle-park og også et område for de mindste skiløbere.

Det er muligt at leje skiudstyr ved bunden af pisten samt at booke skiskole online.
Voksne koster 150 kroner pr time, mens børn under 10 år koster 105 kroner.

Husk at booke din skitid på Copenhill.dk

LÆS OGSÅ: Kostume til fastelavn: Kække karriere-klædte babyer

KLITTER OG KAKAO

2. Klitter og kakao

Ved Vesterhavet er det koldt og gerne en smule blæsende her om vinteren, men naturen er ikke mindre attraktiv og storslået af den grund. Du kan tage børnene med på ravjagt og gå lange ture ved vandet med en varm kop kakao som afslutning. Hvis I har mest lyst til at lave indendørsaktiviteter, er der også mange gode muligheder, da både museer, badeland og legeland ligger inden for rækkevide. Prøv f.eks. det imponerende Tirpitz-museum i Blåvand.

Har I mere brug for et par dage væk fra hverdagen, er der rig mulighed for at leje et af de mange små, hyggelige sommerhuse på Vestkysten med brændeovn og udsigt til klitterne. Ahh, man kan nærmest mærke roen.

LÆS OGSÅ: 8 ting du skal opleve i Paris med dine børn

Den Blå Planet er Nordeuropas mest moderne og spektakulære akvarium

3. I'm Blue...

Den Blå Planet er Nordeuropas mest moderne og spektakulære akvarium, og hvis du ikke allerede har været der, så må du afsted i vinterferien. Det kan anbefales at booke en rundvisning, så du kommer hele vejen rundt. Her kommer du også til at se steder, hvor kun dyrepasserne kommer. Se gangene, hvorfra akvarierne bliver passet, og tankene, hvor fiskene lever, inden de kommer i udstillingen. Oplev det enorme pumpe- og filtersystem, der sørger for, at fisk og havdyr får ilt og rent vand – og mange flere forunderlige ting.

Der er ofte aktiviteter på Den Blå Planet, så det er bare med at holde øje med deres kalender. I vinterferien kan I bl.a. komme helt tæt på fortidens giganter og være med til at fodre piratfiskene og hammerhajen. Børn kan også blive forvandet til et eksotisk havdyr af dygtige ansigtsmalere.

Entré for voksne koster 185 kr., børn koster 100 kr., mens børn under 3 år er gratis. Læs meget mere på Den Blå Planets hjemmeside. 

Louisiana Børnehus

4. Kreative syslerier 

Kunst er ikke kun for voksne. I hvert fald ikke i Louisianas Børnehus, hvor ungerne kan slå sig løs med kreative syslerier i det tre-etagers-store værksted. Når der skal brændes krudt af, kan I sende børnene på opdagelse i den store skulpturpark, hvor der er masser af plads til leg og ballade - også i det kølige vejr. Bagefter kan I lægge vejen forbi museets flotte udstillinger - det plejer ikke at være kedeligt. Heller ikke for de små. Snup også en bid mad og en varm kakao til sultne maver i den hyggelige café. 

I vinterferien åbner børnehuset for, at små hænder kan kreere, forme og designe alt fra biler til pyjamas og sommerfugle. Bagefter kan de male liv i deres fine kreationer. Så er det bare om at fiske kreativiteten frem. 

Éntre for voksne koster 145 kr. Børn under 18 år er gratis. Læs mere på Louisianas hjemmeside. 

Den Gamle By i Århus

5. Rejs tilbage i tiden

Den Gamle By i Århus er altid hyggelig og et besøg værd. Ud over smukke bygninger og hyggelige caféer, kan I bruge tiden på rent faktisk at lære lidt. Gå en tur tilbage i tiden og se, hvordan bybilledet så ud gennem H.C. Andersens øjne før 1900 tallet og over i de moderne tider i 1920’erne til samfundet i 1960’erne og 70’erne. Nyd en kage fra bageren i Algade, der bruger opskrifter fra før 1900-tallet, se 1920’ernes mest populære biler, gå en tur i butiksgaden 1927 med isenkræmmer, boghandel og andre butikker fra detailhandelens storhedstid eller besøg et af de mange museer.

Læs mere på Den Gamle By i Århus' hjemmeside.

LÆS OGSÅ: 7 fede fif til Rom

hyggelige Malmø

6. Magiske Malmø

På den anden side af sundet ligger hyggelige Malmø med fine, små gader og spændende butikker. Men er vejret for koldt og trist, er det store shoppingcenter Emporia i Hyllie ved Malmø bestemt et besøg værd. Her gemmer sig ikke mindre end 200 butikker og over 20 caféer og restauranter. Når du er der, må du ikke gå glip af den unikke tagpark med udsigt over broen og Øresund – hvis vintervejret altså tillader det. Emporia blev kåret til et af verdens bedste shoppingcenter ved World Architecture Festival i Singapore, og det er et ganske imponerende center. Der er desuden god plads til børn i deres hyggelige pusle- og legerum. Hvis ellers corona-tilstanden tillader det. 

Læs mere på Emporias hjemmeside. 

Dreng på bondegårdsbesøg

7. Besøg bondegården

Der findes ikke dårligt vejr – kun forkert påklædning. Og lige netop derfor, er det en glimrende idé at tage et smut forbi en af de mange hyggelige bondegårde, der findes overalt i landet. Vinteren og vejret begrænser muligvis visse besøg hos dyrene, men det er stadig hyggeligt og landligt og garanteret et hit hos de fleste børn.

I kan eksempelvis tage turen til Toftegaarden i Albertslund, Tothavens Besøgsgaard i Hundested eller Bestemor Ann's Besøgsbondegaard i Gilleleje. Her findes heste, grise, geder og ikke mindst smuk natur. Du kan finde lignende besøgsgårde blot ved at skrive ’bondegårdsbesøg’ på Google.

Se, hvad vi ellers skriver om: Rejser med børn og Aktiviteter for børn

610x200_woordy_knap2.jpeg