Planlagt kejsersnit - men så gik vandet

Planlagt kejsersnit - men så gik vandet

Faktaboks

Navn: Lena

Alder: 31 år

Status: Gift med Dennis

Bopæl: Århus

Vægt under graviditeten: jeg tog 17 kg på.

Hvor længe havde du veer? nåede slet ikke at få veer.

Hvor længe ammede du? Fuldt ud de første seks måneder og ammer stadig

Faktaboks

Skriv til os på MAANEDENSMOR@VORESBORN.DK, og fortæl om din fødsel.

Husk at udfylde oplysningerne om dig selv, og send os nogle skønne billeder af den lille nye + billede af dig selv.

Lenas datter ville ikke vende sig med hovedet nedad, men hun ville stadig gerne bestemme, og det planlagte kejsersnit blev ikke helt så planlagt.

Min mand og jeg ventede vores første barn, og vi glædede os til at se, hvad maven gemte. Vi havde nemlig valgt ikke at få at vide, om det blev en pige eller en dreng.

Vores førstefødte skulle på papiret ankomme den 20. februar 2010. Graviditeten gik med lidt kvalme, sure opstød samt forventningens glæde.

Jeg nød graviditeten, og jeg ville faktisk ikke have noget imod at gå lidt over tid. Desværre lå vores kære baby ikke med hovedet nedad, men nærmere med hovedet i min side, så ved sidste jordemorbesøg fik jeg tid til skanning, hvor de også ville prøve at få vendt barnet.

Ville ikke vende sig

Ganske rigtigt lå den lille på tværs med hovedet i min højre side og hyggede sig. Jeg sagde selvfølgelig ja til, at de skulle forsøge at vende baby, for jeg ville gerne føde på naturlig vis.

Første gang lykkedes det ikke, og jeg fik besked på at komme igen to dage senere sammen med min mand. Heller ikke her lykkedes det at vende barnet, så min mand og jeg fik beskeden om, at jeg skulle have kejsersnit.

Jeg blev vældig skuffet og ked af det, jeg ville jo gerne føde vores barn! Men sådan skulle det altså ikke gå, og da vi tog derfra, havde jeg en tid til kejsersnit 14 dage efter.

Mandag den 15. februar skulle vi have en lille baby. Bare den tanke, at vi havde en dato for, hvornår det skulle ske, havde jeg det vældig svært med. Jeg havde dog lige nogle dage til at vænne mig til det.

alt

Vandet går

vi havde mange planer for den sidste weekend sammen – bare os to. Men natten til torsdag, fire dage før det planlagte kejsersnit, gik vandet.

F…! Det var jo ikke lige planen. Jeg blev hentet af en ambulance klokken fire om natten og kørt på fødestuen. Her blev jeg undersøgt, og fødslen var endnu ikke for alvor gået i gang.

Der lå jeg så, med min mand ved min side, og ventede på, at klokken blev otte. Her skulle vores lille guldklump komme til verden ved akut kejsersnit.

Klokken lidt over halv ni torsdag morgen den 11. februar blev vi forældre til den skønneste lille pige. Sikke en fornøjelse at ringe til bedsteforældrene og sige, at vi havde fået en lille Silje, fire dage før det planlagte kejsersnit. En god overraskelse!

En chance mere

Selvom jeg følte mig snydt over ikke at skulle føde normalt, var det super at opleve, at vandet gik, og at få lov til at ligge på fødestuen og kunne ringe til vores forældre, og fortælle at de var blevet bedsteforældre før tid.

Man må i sandhed sige, at vi har en sej lille pige, der ville ud, fordi hun ville, og ikke fordi der blev sat en dato. Silje bliver snart et år, og er selvfølgelig en lækker basse med krudt i måsen.

Jeg trøster mig med, at Silje ikke skal være enebarn, og jeg derfor får en chance mere for at kunne føde på naturlig vis!