Psykologi

Faktaboks

Margrethe Brun Hansen er uddannet cand. psych. og pædagog og har specialiseret sig i børnepsykologi og familierådgivning. Hun er kendt for altid at tage barnets parti og vil på den kærligste måde guide dig frem til en løsning på problemet.

Margrethe Brun Hansen er desuden forfatter til en lang række bøger og arbejder i dag som selvstændig psykologisk konsulent samt kursus- og foredragsholder.

Har du et spørgsmål om børnepsykologi og hverdagsproblemer? Margrethe Brun Hansen er psykolog og forfatter.

Faktaboks

Hænger din datter med næbbet? Mangler din søn selvværd? Og er du usikker på, hvordan du bedst hjælper dit barn til at blive glad og selvstændig, så kan psykolog Margrethe Brun Hansen helt sikkert give dig en hjælpende hånd.

Har du et spørgsmål om børnepsykologi, så skriv til psykolog Margrethe Brun Hansen på psyk@juniormag.dk

OBS! Juniors redaktion udvælger hver måned spørgsmål til besvarelse. Eksperten svarer altså IKKE på alle spørgsmål, men kun de udvalgte.

Brevkasse

Har børn bedst af at gå i fritidshjem?

Hej Margrethe,

Jeg har en datter på 8 år, som ikke har lyst til at gå i fritidshjem. Hun elsker at have legekammerater med hjem og har masser at vælge imellem. Det er også muligt for hende, da jeg har valgt at gå hjemme og altid har gjort det, siden hun blev født. Hun har en storesøster på 9 år, som kommer direkte hjem fra skole, da hun har valgt klub fra.

Hun har længe holdt ferie fra sit fritidshjem, og nu da vi talte om fritidshjemmet, vil hun helst bare komme hjem direkte fra skolen. Hun savner ikke fritidshjemmet.

Hvad synes du? Vil det være forkert af mig at melde hende ud af fritidshjemmet? Jeg vil selvfølgelig sørge for, at hun får legekammerater med hjem, og så har hun også sin storesøster. Jeg vil også lige nævne, at hun har en lille nedsat hørelse og derfor aldrig har været i institution særlig lang tid ad gangen og ikke hele ugen.

Jeg tænker bare på, om hun i længden kommer til at mangle noget? Eller om det er nok med at have en legekammerat med hjem en gang imellem?

Med venlig hilsen

Kit

Kære Kit,

Børn på 8 år er i gang med en psykosocial udvikling, hvor de enten kan udvikle foretagsomhed eller kan føle underlegenhed og utryghed ved at være sammen med andre børn.

Hvis de udviser foretagsomhed, kan man se det som deres måde at engagere sig på og planlægge og organisere deres hverdag. De lever meget af deres fritidsliv med kammeraterne. De er med i et fællesskab. Nogle har et hav af venner, andre vælger få, men nære venner. Børnene begynder at slippe afhængigheden af forældrene. Vennernes mening betyder virkelig så meget, ja ofte meget mere end forældrenes. De bygger huler og laver selv klubber, hvor der dyrkes alt fra frimærker til hotte musikgrupper. Alt det samvær kan dyrkes i fritidshjemmet eller i hjemmet. Børn på 8 år vil ganske enkelt søge det selv – sætte det hele i scene.

Men hvis et barn føler, at det ikke evner at få venner og ikke har foretagsomheden, men i stedet føler sig underlegen – ikke god nok – vil det søge isolation og klynge sig til hjemmet og forældrene, ja fravælge det sociale liv. Så skal man som forældre reagere. Det gør man ved få sat fokus på, hvorfor barnet har fået den opfattelse af sig selv. Opfattelsen af at det ikke tør slippe hjemmet, ikke føler selvværd eller ikke helt evner det sociale samspil.

Men kære Kit, din datter virker som en pige med godt selvværd, hun er foretagsom og populær, så der er ingen tvivl om, at hun selv evner at få et fællesskab med sine klassekammerater. Så du kan roligt lade hende være hjemme efter skoletid, blot du fortsat styrker hende i, at hun har sin ”egen verden” med hendes venner og veninder. Der behøver ikke være mange venner – få, nære venner er også godt. Det er nemlig kvalitet i kontakten, der er vigtigst for nogle børn, mens andre synes, det vigtigt at være med i en stor flok.

Det eneste, jeg vil anbefale, er, at hun sammen med en veninde en gang om ugen går til noget sport eller lignende. Begrundelsen her for er, pigerne har godt af at opleve ”klubfornemmelse” – det at være i et kollektiv, hvor alle arbejder mod det samme som for eksempel at planlægge turneringer, optræden eller fælles spisning.

Med venlig hilsen

Margrethe Brun Hansen

Vidste du…

At risikoen for at få en depression i vore dage er cirka fem gange større, end den var for blot 50 år siden?

Mange depressioner opstår nemlig tilsyneladende i kølvandet på længere tids stress, der til sidst udmatter så meget, at den ophidsede, stressede tilstand gradvist afløses af udmattelse og en håbløs og depressiv tilstand.

Kilde: Psykolog Nyt

Kvinder drømmer uhyggeligt

Kvinder har oftere mareridt end mænd. Det viser en undersøgelse i England foretaget af søvnforskere. 34 procent af kvinderne i undersøgelsen fortalte, at deres seneste drøm var et mareridt – kun 19 procent af mændene svarede det samme. Forskerne har endnu ikke klarlagt, hvad denne forskel skyldes, men mener, at mænd er bedre til at lægge deres bekymringer fra sig, når de skal sove.

Kilde: metroXpress

Har du et spørgsmål vedrørende jeres barns trivsel?

Mail til: psyk@juniormag.dk Besvarede spørgsmål bringes i Junior, evt. anonymt.