Min søn fantaserer om en ny mor og far

Min søn fantaserer om en ny mor og far

Faktaboks

Margrethe Brun Hansen er uddannet pædagog og cand.psych. Hendes speciale er børnepsykologi og familierådgivning. Hun har i 2005 startet egen virksomhed som psykologisk konsulent for daginstitutioner, hvor hun rådgiver både pædagoger og forældre.

Spørgsmål:Jeg har en søn på 4 år, der har en fantasi, som jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal håndtere. Jeg er alene med ham – han er donorbarn – og jeg har altid været klar i mælet om, at han ikke har en far. Nu har han fået en yderst levende fantasi om, at han har både en far, en anden mor og et andet hjem. Nogle gange er der også søskende, men ikke altid.

Faktaboks

Har du et spørgsmål vedrørende jeres børneopdragelse eller dit barns psykiske udvikling?

Så skriv til Margrethe Bruun Hansen på bornepsykolog@voresborn.dk

OBS! Vores Børns brevkasse modtager flere spørgsmål, end eksperten er i stand til at svare på. Derfor udvælger Vores Børns redaktion hver måned spørgsmål til besvarelse. Eksperten svarer altså IKKE på alle spørgsmål, men kun de udvalgte, og vi kan således ikke garantere, at alle får svar.

De besvarede spørgsmål bringes i magasinet Vores Børn samt her på hjemmesiden.

Fantasien dukker op dagligt. For eksempel var vi en dag i supermarkedet, og her fandt han adskillige ting, som jeg skulle købe, fordi han ‘skulle have dem med hjem til sin rigtige mor og far.’ En anden dag ville han blive siddende i bussen, da vi skulle af, fordi han ‘skulle hjem til sin mor og far.’ Jeg tolker det, som om han ikke er tilfreds med sit liv med mig, og jeg ved ikke, om jeg skal køre med på fantasien og spørge ind til den, eller om jeg skal afvise den?

Jeg kan godt forstå, at han fantaserer om at have en far, men hvorfor fantaserer han om en anden mor? Nogle gange siger han også, at han har fem mødre og fem fædre, og det er nærmest en lettelse, for så bliver det helt ‘grotesk’. Min søn er en kvik og velfungerende dreng med et utroligt godt sprog. Han er en udpræget ‘forsker’ og pilfinger og vil gerne deltage i alt. Han fungerer godt i børnehaven og har gode venner. Jeg synes, at jeg er en nærværende mor, der ser og hører ham og forsøger at takle hans forskellige følelser. Hvis jeg råber for højt, siger jeg ofte undskyld.

Det skal siges, at han har masser af fantasier om alle mulige ting. For eksempel sagde han forleden, at han kom fra Afrika og var sort, men da jeg fødte ham, malede jeg ham hvid. Men jeg må indrømme, at hans fantasi om en anden mor rammer mig på min selvtillid. Hvordan tolker du denne fantasi, og hvordan skal jeg takle den?

Venlig hilsen

Anonym Mor

Læs psykologens svar på næste side

alt

Svar:Kære anonyme mor

Du har en helt almindelig dreng, der som de allerfleste 4-årige har en helt vidunderlig fantasi. De fortæller de mest fantastiske historier, har virkelig sans for dramaer og kan komme med utrolige detaljer, som gør historierne troværdige. Man kan undres over, at så små børn kan have så stor en fantasi. Nogle børn har også fantasivenner. Det kan for eksempel være usynlige legekammerater eller en usynlig hund, som de fodrer og kalder på, når de er ude at gå tur. Når børnene fortæller disse eventyrlige ting, så tror de faktisk selv på det, de fortæller, eller er kun meget svagt bevidste om, at det ikke er virkeligt.

Når din lille dreng har fantasier om en anden mor eller far, tror jeg, at det hænger sammen med, at han er ved at danne identitet: Hvem er jeg, og hvor kommer jeg fra – og da hans far er en donorfar, fantaserer han lidt over det. Han danner nogle fantasier om en anden familie, og når han tænker på at købe mad til denne familie, fortæller det mig, at han virkelig har gang i en fantasi, han selv tror på. Det, du kan gøre, er at respektere hans fantasi, samtidig med at du fastholder virkeligheden.

Når han siger, at han har en mor og far, så sig: ’Ja, du leger, at du har en mor og far et andet sted. Det er helt ok. Men jeg ved, at jeg er din mor, og din far er en donorfar’. Du kan også hjælpe ham ved at tegne et stamtræ med billeder af alle familiemedlemmer – og lade donorfar være med der. Vi børnepsykologer ved ikke meget om donorbørns oplevelser af ikke at have en synlig far, men vi ved, at når en kvinde ikke kender faren til sit barn, så kan barnet godt gøre sig mange tanker og fantasier om faren – det er helt naturligt.

Du skal ikke være ked af, at han fantaserer om at få/have en anden mor. Børn elsker os mødre og fædre så meget. Men det er da sjovt at lege med tanker om, at man måske kunne have fået en helt anden mor. Disse fantasier ophører ved 5-årsalderen.

Med venlig hilsen

Margrethe Brun Hansen

Måske er et spørgsmål, du selv søger svar på allerede besvaret tidligere. Søg i vores omfattende arkiv og få svar med det samme.