
Sådan får du god sex, selvom du har børn
Hvordan får du rigtig god sex, selv om I har børn, arbejde, huslige pligter, venner og en masse andre ting om ørerne og derfor bare er heeeelt vildt trætte?
Du og manden i dit liv har aftalt, at I skal dyrke hed sex i aften. Det er en hyggelig aftale, som du både glæder dig til og nemt kan overskue. Det kunne du i hvert fald, da du lavede den. Men som mørket falder på og tiden nærmer sig, overmandes du af en stor trang til bare at få lov at være i fred.
Pludselig har du hverken lyst eller energi til noget som helst kæreste-agtigt med din mand, for du er bare træt, træt, træt…
Joan Ørting er uddannet sexolog og terapeut og kender den historie fra småbørnsforældrene til hudløshed. Hun har den største forståelse for, at man kan være meget træt med småbørn i huset, som vækker en om natten.
– Det er især kvinderne, som føler sig alt for trætte. Men de har det skidt med at spørge deres mænd, om de ikke bare kan gøre det en anden dag. Og så ender det ofte i et kompromis – og kompromiser er aldrig gode. Så bliver det sex, som bare skal overstås, og det husker kroppen. Og næste gang, de skal have sex, har hendes krop endnu mindre lyst, slår sexolog Joan Ørting fast.
Hun understreger, at det er fint nok nogle gange at sige ”ikke i aften, skat”. Men andre gange skal man hellere sige det, som det er. At man faktisk rigtig gerne vil overholde sin aftale, men ikke har energien til det.
– Kvinden kan spørge sin mand, om han ikke vil hjælpe hende med at få lidt energi først. Og så kan han få lov at være kreativ og komme med nogle gode ideer. For eksempel at de først skal tage en vild dans i stuen, eller gå udenfor og kigge på stjerner eller drikke en kold øl i køkkenet, siger Joan Ørting.
På den måde hjælper manden sin kvinde til at komme i en meget bedre stemning, og mænd kan godt lide at hjælpe.
En fast kærestedag
Eksperten: Derfor mister du din sexlystBestemme-uger
En anden ting, man rent konkret kan gøre, hvis lysten mangler i en periode, er at indføre såkaldte bestemme-uger. Det vil sige i den ene uge bestemmer han og omvendt.
– Hvis manden har lyst fire gange om ugen, og hun kun har lyst én gang, så ville et kompromis hedde to en halv gang om ugen, men så er ingen glade. Kompromiser gør ingen glade, siger Joan Ørting og understreger, at det virker, at man skiftes til at bestemme.
For så er man tro over for egne behov i den uge, hvor man selv bestemmer, og den uge, den anden bestemmer, så er man indstillet på det.
– Men man må ikke gå og blande sig i hinandens uger. Hvis hun bestemmer, at der ingen sex er i hendes uge, men kun en biograftur, så er det bare sådan. Det gode ved at indføre bestemmeuger er al den sjov og ballade, man får ved at få lov at planlægge og bestemme. Man får automatisk en del at snakke om i løbet af ugen.
I det hele taget er grundlaget for alt dette, at man får en bedre struktur på sit liv.
– Struktur er ikke spor uromantisk. Det er vigtigt at få styr på alt det praktiske, så man kan få lov at være spontan også. Hold et lille husmøde hver søndag, hvor I planlægger ugen. Hvornår har vi kærestedag? Hvem henter? Hvem laver mad? Struktur er lig med frihed. Jo bedre struktur, jo mere frihed, slutter Joan Ørting.
LÆS OGSÅ: 9 råd til at få gang i sexlivet igen
LÆS OGSÅ: Så meget sex kræver det at blive gravid