Skanning

En ultralydsskanning kan foretages gennem skeden eller uden på maven. Det er smertefrit. Skanningen foregår ved, at man sender lydbølger ind i livmoderen. Når bølgerne rammer noget – for eksempel et foster – kastes de tilbage og vises som et billede på en skærm.

Man skanner sjældent før 6. uge. Mellem 6. og 12. uge vil man typisk skanne gennem skeden – på denne måde er det lettest at se det lillebitte foster.

Fra 12. uge foretrækker de fleste hospitaler at skanne gennem maveskindet – billedkvaliteten bliver bedre, og det generer heller ikke livmodermunden. Efter 20. uge vil mange børn være for store til, at man kan se hele kroppen på skanningen på én gang. Bliver du anbefalet en skanning med ultralyd, så bed om en forklaring på, hvad man skanner for. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle gravide tilbydes en scanning for misdannelser, omkring 18-20 uge. Vær opmærksom på, at du på nogle fødesteder selv skal bestille tid til denne skanning.