Er det bedst at der er tre år i mellem søskende?

Spørgsmål:

Jeg læste i Vores Børn 6/2008, at du anbefaler, at der er tre år imellem søskende. Jeg er mor til en dreng på 14 måneder og er gravid med endnu en dreng. Der kommer til at være 18 måneder imellem vores børn.

Hvordan gør vi den kommende familieforøgelse så nem som muligt for vores ældste søn, samtidig med at den lille ny får den plads og opmærksomhed, han har brug for?

Med venlig hilsen Maria

Læs psykologens svar på næste side

Svar:Kære Maria,

Der findes ingen klare svar på, hvor mange år der ideelt skal være mellem søskende. Rent udviklingsmæssigt mener jeg, at det bedste er, at der er tre år mellem børnene, idet barnet i treårsalderen frigør sig fra den tætte tilknytning til far og mor og derudover kan gøre sig forståelig.

Får man børn med et til halvandet års mellemrum, er der ikke noget galt i det. Men det kræver, at I er opmærksomme på det første barns behov, og at I forstår, at det stadig er tæt knyttet til jer. Det nye lille pus har samtidig stort behov for tæt kontakt, så det får dannet tilknytning og føler sig elsket.

Det er heller ikke altid nemt at have to blebørn, som skal hjælpes med stort set alt. Men har I som forældre denne forståelse, vil der sjældent opstå problemer.

Sørg for, at jeres store dreng er sluset godt ind i vuggestuen eller dagplejen, i god tid før den lille nye kommer til verden, så han har fået en tryg base dér. Hvis man først afleverer det ældste barn efter fødslen, vil det let føle sig bortvist.

Det er også vigtigt, at storebror sover i sin egen seng allerede i løbet af graviditeten – og ikke først når den lille nye er kommet. Endelig er det en god idé at lade den store knytte bånd enten til bedsteforældre, en moster eller en anden voksen.

Når I kommer hjem med det nye spædbarn, er det vigtigt at huske på, at hverdagen fortsætter som før, og at I holder fast i regler og gamle rutiner. Der skal ikke ske for mange forandringer i det store barns liv.

Eventuel jalousi børnene imellem kan I undgå ved:

→ at respektere, at børnene ikke er ens. Sig ikke ‘drengene’ – sig deres navne.

→ at markere, hvem der er den store, og hvem der er den lille. Den førstefødte skal have visse rettigheder.

→ at passe på millimeterdemokrati. Børnene skal ikke altid have det samme.

→ at lade være med at klæde dem ens. Lad dem finde deres egen personlighed

Det er krævende, men husk, at det kun er det første år eller to, og at alt det, I giver, vil komme godt tilbage. Jeg ønsker jer alle fire alt godt.

Med venlig hilsen,

Margrethe Brun Hansen, børnepsykolog