Hvem er faren?
Spørgsmål:
Min nuværende kæreste og jeg ”holdt pause”, hvor jeg var sammen med en anden mand. Nu er jeg tilbage med min kæreste, og på vores første ”date” er vi blevet gravide. Hvilket er dejligt! Der er bare et spørgsmål, der nager mig. Hvor stor er sandsynligheden for, at det ikke er min kæreste, der er far?
Da jeg stoppede med at se ”pause”-manden, havde jeg lige fået menstruation. Og i min næste ægløsning, er jeg så sammen med min kæreste igen. Jeg havde en helt almindelig menstruation.
Mvh. anonym
Læs jordemoderens svar på næste side.
Svar:
Kære anonyme
Tillykke med graviditeten. Man bliver gravid, når man har ægløsning, og ægløsningen sker omkring 14 dage før menstruationen. Bliver man gravid ved en ægløsning, kommer menstruationen ikke.
Der er dog nogle gravide, der kan have en blødning omkring det forventede menstruationstidspunkt, men denne blødning er ofte mere sparsom. Det mest sandsynlige er, at du er blevet gravid efter din sidste menstruation, og dermed er din kæreste faren.
Du skriver ikke, hvornår du fandt ud af, at du er gravid. Hvis du tog en positiv graviditetstest efter sidste menstruation, er det din kæreste, der er faren. Hvis du havde en positiv test og derefter fik menstruation, er du enten ikke gravid mere, eller du har haft en graviditetsblødning, og pausemanden kan i teorien være det fædrene ophav.
Som jeg læser dit spørgsmål, har du haft to menstruationer efter pausemanden, så sandsynligheden for, at pausemanden skal være far, er altså om ikke umulig så i hvert fald uendelig lille. Hvis du tager imod tilbuddet om nakkefoldscanning af dit foster, vil du få en terminsdato. Når du regner cirka 39 uger baglæns, har du det såkaldte avlingstidspunkt.
Glæd du dig til din og din kærestes baby.
Gitte Dencker