Hvordan undersøger man fertilitet?

Spørgsmål:

Jeg vil høre, hvordan man bliver undersøgt, hvis man er i tvivl om, om man kan blive gravid igen. Jeg har en søn på fire år, og jeg har fået en abort for cirka tre år siden, og siden da har jeg ikke kunnet blive gravid.

Camilla

Læs sundhedsplejerskens svar på næste side.

Svar:

Desværre er det ikke alle børn, der kommer dumpende, når man kunne tænke sig det. Faktisk er det omkring 15 procent af alle par i Danmark, der ikke opnår graviditet ved egen hjælp. Du har været gravid to gange før, så du ved jo, at det kan lade sig gøre. Hvorfor det så ikke er helt så nemt mere, er ikke lige til at sige.

Hvis du og din mand har forsøgt at opnå graviditet gennem tre år, synes jeg, at I skal gå op til jeres egen læge. Hun kan henvise jer til udredning hos en gynækolog. Der er flere forhold, man kan undersøge, blandt andet om du har ægløsning. Man kan godt have menstruationer uden at have ægløsning.

Du vil få taget blodprøver og eventuelt blive bedt om at tage temperatur. Man kan også scanne dig for derved at se, om du for eksempel skulle have fibromer (muskelknuder) i din livmoder. Endelig kan man undersøge, om der er passage gennem dine æggeledere.

Inden alt dette vil man sandsynligvis undersøge din mands sædkvalitet, da det lige så hyppigt er her, årsagen findes. Finder man ud af, hvorfor du ikke bliver gravid, kan man hjælpe jer med forskellige former for behandling.

Der er også tilfælde, hvor man ikke kan finde en årsag, men man kan godt forsøge at behandle alligevel. Men vejen går gennem jeres egen læge, så start med at få en tid der.

Held og lykke.

Venlig hilsen

Gitte Dencker

Faktaboks

Om eksperten:

Gitte Dencker er uddannet jordemoder med en overbygningsuddannelse i journalistik på DJH. Arbejder nu som uddannelsesansvarlig jordemoder på Frederiksberg Hospital, men har også fødegangsvagter. Har skrevet bøgerne ”Fødselshjælperen,” ”Gravid uge for uge” og ”Fødslen trin for trin.”

Det er ikke længere muligt at stille spørgsmål til Gitte Dencker.

Ret i stedet spørgsmål til: Nina Sepstrup, jordemoder@voresborn.dk