Må jeg have sex under graviditet?

Spørgsmål:

Min livmoder er åbnet en centimeter – må jeg have samleje med min kæreste?

Hilsen Lena

Læs jordemoderens svar på næste side.

Svar:

Hej Lena

Dine oplysninger er for få, til at jeg kan svare dig direkte på dit spørgsmål. Men jeg kan sige noget generelt: Som hovedregel er samleje ikke skadeligt for graviditeten. Barnet ligger godt beskyttet i sin livmoderhule både mod infektion og stød.

Mange gravide åbner sig lidt i den sidste del af graviditeten. Det gælder især fleregangsfødende. Det er ikke i sig selv noget faresignal. Men nogle gravide vil man fraråde samleje. Det er bare svært at sætte faste regler op, og man må i hvert enkelt tilfælde vurdere, om det udgør en risiko for den gravide.

Hvis man har født for tidligt før, eller hvis man har blødt gentagne gange i forbindelse med samleje, kan det være klogt at fraråde samleje for en tid. Men som sagt må man vurdere fra gravid til gravid. En jordemoder eller læge har undersøgt dig indvendigt og fundet, at du er åben en centimeter. Hvis de ved den lejlighed ikke har frarådet dig seksuelt samliv, kan du roligt fortsætte. Infektion er der ikke risiko for, for fosteret ligger i sine fosterhinder.

Gitte Dencker

Faktaboks

Om eksperten:

Gitte Dencker er uddannet jordemoder med en overbygningsuddannelse i journalistik på DJH. Arbejder nu som uddannelsesansvarlig jordemoder på Frederiksberg Hospital, men har også fødegangsvagter. Har skrevet bøgerne ”Fødselshjælperen,” ”Gravid uge for uge” og ”Fødslen trin for trin.”

Det er ikke længere muligt at stille spørgsmål til Gitte Dencker.

Ret i stedet spørgsmål til: Nina Sepstrup, jordemoder@voresborn.dk