Kan hun tåle at flytte børnehave?

Spørgsmål:

Jeg er i tvivl, om vores snart 4-årige datter kan tåle endnu en flytning. Vi har boet i New York, fra hun var to til tre. Vi kom hjem i april, og siden har hun gået i den børnehave, vi nu kunne få plads i.

Vi har nu fået tilbud om, at hun kan blive flyttet over i den børnehave, vi oprindeligt gerne ville have hende i – og er MEGET i tvivl om, hvad vi skal. Tvivlen går udelukket på, om hun kan ”klare” det.

Hun er en meget følsom pige, som anskuer alt, inden hun kaster sig ud i noget. Børnehaven har den fordel, at den ligger sammen med hendes kommende skole, så hun undgår flytning til den tid.

Hvordan sikrer vi os, at vi vælger rigtigt?

Hilsen Dorte

Læs psykologens svar på næste side

Svar:

Kære Dorte,

At være ”nyt barn” i en daginstitution er i starten en meget belastende situation. Barnet er jo helt afhængigt af, at de voksne i institutionen vil give det tryghed og omsorg og vil hjælpe det med at få knyttet følelsesmæssige bånd, så det vil kunne føle sig trygt og afholdt.

Denne periode, hvor barnet og de voksne skal lære hinanden at kende – få knyttet følelsesmæssige bånd – er en meget hård tid for barnet. Men når barnet har fået knyttet disse bånd, ser man, at barnet begynder at føle sig tryg og fri.

Dermed evner barnet selv at begynde at gå på opdagelse i institutionen – finde venner og begynde at lege. Børnehaven bliver et sted, barnet glæder sig til at komme i – gode og kære voksne, gode og kære legekammerater og måske en særlig god ven.

Det kan tage sin tid at få knyttet de følelsesmæssige bånd til de voksne. Det beror helt på pædagogernes evner og barnets personlighed og dets evne til at tilknytte sig. Nogle børn – især de lidt sensitive, følsomme børn – er lidt længere om at finde venner. Men er man tålmodig og støtter og hjælper barnet, lykkes det næsten altid.

Som nævnt er det meget krævende for et barn at blive integreret i en daginstitution, og derfor er det efter min erfaring vigtigt, at man er klar over, at det at flytte et barn fra én institution til en anden ikke bare er noget, man sådan lige gør.

Så kære Dorte: Hvis institutionen er en god, omsorgsfuld og aktiv institution, hvor din datter har gode venner, så lad hende få to-tre gode, stabile år dér. Men hvis institutionen ikke er god, og hvis barnet ikke trives, så kan en flytning – en ny start – være nødvendig.

Men sådan opfatter jeg ikke dit brev. Jeg fornemmer, at hun trives, og det vil derfor være bedst at lade hende blive, så hun oplever en barndom, hvor der er stabilitet, og så de følelsesmæssige bånd ikke brydes endnu engang.

Med venlig hilsen

Margrethe Brun Hansen