Min søn savner sin ven, hvordan hjælper jeg ham?
Spørgsmål:
Jeg har en søn (Simon) på tre–et halvt–år, som går i børnehave. Hans bedste legekammerat, Adam, er lige flyttet til udlandet. Min søn fortalte, at han havde leget med Adam. Han fortalte, at Adam var faldet på en løbecykel, og at han havde trøstet Adam.
I går morges siger Simon ‘hvorfor skal jeg flytte?’. Jeg siger, at han ikke skal flytte, og spørger, om det er, fordi Adam er flyttet? Det svarer han ikke på. Jeg tror, han mangler Adam.
Normalt er han en meget eftertragtet legekammerat, men jeg synes, han har siddet alene, når jeg har hentet ham. Jeg er lidt bekymret for, at Simon reagerer på at have mistet sin legekammerat.
Med venlig hilsen
Trine
Læs psykologens svar på næste side
Svar:
Kære Trine,
Betydningen af at have en god ven er noget, vi voksne skal være meget bevidste om og huske at respektere.
Når en god ven skal rejse fra børnehaven, vil børnene ofte føle, at de mister noget. De vil savne den kære ven, og nogle børn kan, især hvis barnet er yngre, komme i alvorlig krise. For hvad betyder det at flytte?
Ja, det evner de ikke at forstå. De venter dagligt, at vennen vil dukke op. Derfor er det særdeles vigtigt, at vi voksne hjælper børnene, når vi ved, at den bedste ven skal flytte.
Det gør vi ved – før adskillelsen skal finde sted – at finde et landkort, hvor vi viser, at her bor vi, og her bor vennen. Men nu flytter vennen hen til en anden by eller et andet land, og det sted markerer vi på landkortet.
Man taler om, hvordan man flytter – læser børnebøger om at flytte. Derefter er det vigtigt, at barnet ser vennen pakke og rejse, så barnet helt konkret har set, at nu er vennen væk.
Derefter kan man jo holde kontakt via breve/tegninger, sende billeder fra det nye hus og den nye børnehave og på et tidspunkt måske besøge den gode ven i det nye hjem. Langsomt vil børnene så kunne forstå, at de er blevet adskilt, og de vil kunne begynde at finde en ny god ven.
Jeg fornemmer, at Simon slet ikke har forstået, hvad ordet ‘flytte’ betyder. Så kære Trine, I må i gang med at lave et landkort over, hvor Adam bor, læse lidt om at flytte, og bedst af alt vil det være at besøge Adam, så Simon kan se, hvor Adam bor nu, og så få vinket farvel. Jeg tror, at de ting skal på plads, før Simon kan slippe Adam.
Med venlig hilsen
Margrethe Brun Hansen, børnepsykolog