Hvorfor kalder min søn mig ikke mor?
Spørgsmål:
Min snart toårige søn kalder mig ved fornavn i stedet for mor. Jeg kan mærke, at det er begyndt at gå mig på. Han ved godt, jeg er mor. Og han kalder sin far for far.
Hilsen mor Pia
Læs psykologens svar på næste side
Svar:
Kære Pia,
Jeg kan godt forstå, at du undrer dig over, at dit lille pus på to år har valgt at kalde dig Pia – og ikke mor. Ordet mor sagt af vores børn rammer ofte os kvinder dybt i hjertet. Vi kan godt lide det ord. Men nogle gange vælger barnet et andet ord end mor (og far), og oftest er det vores fornavn. Og når først barnet har indlært det, ja, så sidder det ofte godt fast.
Jeg tror, du skal tænke, at når han siger Pia, så er der kun én Pia i hele verden, der dur, og det er dig – mor Pia. Samtidig ved han jo, at du er hans mor, hvilket er meget vigtigt. Jeg tror, du skal slappe af og ikke gøre det til et problem. Du kan prøve at kalde dig mor Pia, så han forbinder de to ord med hinanden.
Det er ikke sikkert, det virker, men dit barn er et rigtig dejligt eksempel på, at børn ikke altid gør det, der står i forældreguiden.
Med venlig hilsen
Margrethe Brun Hansen, børnepsykolog