Er min baby for stille?
Spørgsmål:
Jeg er gravid i 29. uge, og alt er forløbet, som det skal. Min baby er rigtig begyndt at sparke og virker meget aktiv, men nogle dage er der næsten ingen aktivitet, og det kan godt vare et par dage. Indtil nu er hun vendt tilbage til normalt aktivitetsniveau. Men hvornår skal jeg være bekymret, og er der overhovedet grund til bekymring?
Hilsen Maria
Læs jordemoderens svar på næste side…Svar:
Kære Maria
Der er sandsynligvis ingen grund til bekymring, idet hun vender tilbage til normalt aktivitetsniveau igen. Det er meget almindeligt, at gravide med moderkagen på forvæggen beskriver vekslende og nogle gange mindre aktivitet. Det skyldes, at moderkagen virker som en blød pude, der opfanger nogle af de bevægelser, du ellers ville mærke. Nogle dage ligger din datter måske på en måde, så mange bevægelser ikke mærkes af dig.
Jeg synes dog, det er vigtigt, at du bliver undersøgt hos din jordemor for at afklare, om hun vokser og trives, og alt er normalt. I kan også tale om, hvad du gør, næste gang du mærker hende mindre, om du eksempelvis skal komme til undersøgelse på fødegangen, så du ikke skal gå og bekymre dig.
Forhåbentlig er hun nu ved at være så stor, at hendes bevægelser vil føles kraftigere trods moderkagens placering, og du derved vil mærke hende mere regelmæssigt.
Med venlig hilsen
Nina Sepstrup
Måske er et spørgsmål, du selv søger svar på allerede besvaret tidligere. Søg i vores omfattende arkiv og få svar med det samme.