Faktaboks
NAVN: Eva Sommer
ALDER: 27 år
STATUS: Gift med Caspar
BOPÆL: Kastrup
HVOR MEGET TOG DU PÅ UNDER GRAVIDITETEN?
20 kg
HVOR LÆNGE HAVDE DU VEER?
5-6 timer
HVOR LÆNGE AMMEDE DU?
Jeg ammer stadig
Min graviditet med Noah var bestemt ikke planlagt, men efter at vi havde sundet os, var vi glade. Jeg havde haft en frygtelig fødsel med min datter, Lea, hvor jeg havde veer i 24 timer, og det endte med et akut kejsersnit. Det havde sat sine spor, og jeg overvejede, om jeg skulle forsøge at gennemgå en vaginal fødsel.
Graviditeten var hellere ikke uden komplikationer. I uge 17 fik jeg en voldsom blødning. Det viste sig at, moderkagen lå foran livmorhalsen og kunne løsrive sig. Der blev ordineret ro, og efter to-tre uger blødte jeg ikke mere, men jeg var sygemeldt resten af tiden.
I uge 30 havde moderkagen flyttet sig, og en almindelig fødsel kunne godt komme på tale. Nu begyndte vi for alvor at glæde os, og glæden blev ikke mindre af, at vi fik at vide, at
jeg ventede en dreng denne gang.
‘Veer i sidste øjeblik
Jeg havde termin 8. oktober. På terminsdagen synes jeg, at det føltes som om, jeg tissede lidt hele tiden. For en sikkerheds skyld tog jeg ind på fødegangen, men de mente ikke, vandet var
gået. Tisseriet blev ved, og fire dage efter var jeg til konsultation hos min jordemor. Hun sagde,
at det nok endte med kejsersnit igen, da der stadig ikke var sket noget, og hun syntes, jeg skulle tale med en fødselslæge om en fødselsplan den følgende dag.
Jeg var rigtig ked af, at forløbet med Lea så ud til at gentage sig. Men samme nat vågnede jeg
med noget, der mindede om veer. Jeg prøvede at lægge mig igen, men kunne slet ikke sove. Jeg lå lidt på sofaen og prøvede at få styr på min vejrtrækning, gik i bad og var ikke i tvivl om, at fødslen nu var i gang, da der kom masser af vand og lidt blod. Jeg ringede til fødegangen, og vi aftalte, at jeg kom derind om formiddagen som planlagt. Så vækkede jeg min mand og min mor, som var kommet for at passe vores datter.
Hårdt men godt forløb
Da vi ankom til Rigshospitalet, var der stadig 10-15 minutter imellem veerne. Jeg var to centimeter åben, og vandet var gået for nogle dage siden, så jeg skulle have antibiotika.
Klokken et kom jeg ind på en fødestue, og knap tre timer efter fik jeg lagt et ve-drop. Denne
gang kunne jeg godt arbejde med veerne, jeg havde kontrol, og det var dejligt. Klokken seks begyndte det at blive rigtig rigtig slemt, og jeg var kun åbnet fem centimeter. Der blev tilkaldt
en læge, som skulle lægge en epiduralblokade.
Det tog en time, veerne var virkelig slemme, og jeg følte, at jeg mistede kontrollen. Da epiruralen var lagt, var jeg pludselig åben, så smerterne skyldtes, at jeg åbnede mig fem centimeter på en time. Det var rigtig rart at kunne slappe af efter epiduralen, men efter 20 minutter fik jeg pressetrang, og efter at jeg havde presset i 35 minutter, kom dejlige lille Noah ud. Han var en lille én på 2970 gram og 50 centimeter.
Alt i alt en fantastisk fødsel. Jeg var så glad for, at det kunne lade sig gøre, og er ikke bange for at gøre det igen engang om nogle år. Mælken løb til med det samme, og Noah havde ingen problemer med at sutte. Jeg ammer stadig, men Noah er også begyndt at spise grød. Navnet
Noah valgte vi, fordi det betyder at hvile og vente, og det
var lige, hvad jeg havde gjort hele min graviditet.