Tung graviditetet, hurtig fødsel

Da jeg var lille, havde jeg en sygdom, som kunne bevirke, at jeg ville få meget svært ved at blive gravid, hvis det da overhovedet kunne lykkes. Med de tanker i baghovedet tog jeg en test en dejlig sommermorgen for at forsikre min kæreste om, at jeg bestemt ikke var gravid. Men jeg blev klogere.

Helt kulret og ved siden af mig selv sendte jeg et billede til min kæreste af den positive test. Jeg nærmest cirklede rundt om mig selv, og kunne ikke finde ro. “Vi skal være forældre!”

Graviditeten blev desværre ikke så eventyrlig og fortryllende, som jeg havde regnet med. Jeg blev sygemeldt ret hurtigt på grund af smerter i bækkenet, og efterfølgende fik jeg et markant forhøjet blodtryk og store mængder væske i kroppen. Jordemoren mistænkte mig for at have svangerskabsforgiftning, og jeg gik til kontrol hver uge. Det var langt fra det, jeg havde drømt om.

I min naive forestilling om, hvordan min graviditet ville blive, var der intet om vand i kroppen, højt blodtryk og jævnlige tisseture om natten. De sidste to måneder tilbød Jonas at sove på sofaen, da jeg have svært ved at vende mig i sengen, og fordi øget tissetrang og snorken forhindrede ham i at sove. Hvor romantisk!

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Wilma kom ud, da solen stod op

Så’ det tid 

Den 11. februar 2010 vågnede jeg med ondt i maven. Jeg bad Jonas om at komme ind i sengen til mig. Vi blev dog ret hurtigt enige om at stå op, og han fumlede med telefonen for at tage tid på det, jeg måske troede, var veer.

Veerne kom med to minutters mellemrum, og Jonas ringede til fødegangen. Da jordemoren spurgte Jonas, hvor lang tid mine veer varede, sagde han 15 sekunder. Hvis jeg ikke havde været midt i en ve, havde jeg protesteret voldsomt! Vi blev enige om at vente, da hverken Jonas eller jeg havde lyst til at blive sendt hjem igen, og egentlig gjorde veerne ikke så ondt.

Jeg gik i bad og lagde makeup og satte hår. Nu varede veerne et minut og kom med to minutters mellemrum.  Jonas ringede igen, og vi blev bedt om at komme ind på fødegangen.

Super Karla ankommer

Klokken seks om morgenen stod vi på Viborg sygehus, hvor vi kom ind i undersøgelsesrummet. Jordemoren undersøgte mig og kunne konstatere, at jeg var otte centimeter åben. Jeg var så langt henne i fødslen, at bedøvelse var en by i Rusland. Jeg kom direkte ind på en fødestue, hvor jeg kom i vand. Det var virkelig skønt. Kort tid efter fik jeg de første presseveer, men den lilles hjertelyd faldt drastisk.

Pludselig gik alting meget stærkt. Jeg kom op af vandet, havde to presseveer oppe på briksen, og der blev tilkaldt assistance. Hjertelyden blev ved med at falde. Klokken halv otte kom der flere læger ind på stuen, og de besluttede at tage den lille med sugekop. Fire minutter efter kom vores dejlige lille Karla til verden. Det var en fantastisk følelse at ligge med hende på maven. Karla var 51 centimeter lang og vejede 3650 gram. Hendes hoved havde kun en meget lille bule efter sugekoppen, og hun så helt fantastisk ud. Jeg måtte en tur ind og opereres bagefter og lå i to timer for at blive syet. Alt, jeg kunne tænke på, var, at jeg hurtigst muligt ville tilbage til Jonas og Karla – min lille familie. Jeg ser selv min fødsel som en god oplevelse.

14 dage efter var jeg helt upåvirket af min voldsomme brist, og Karla er en glad og tilpas lille pige, som sætter stor pris på en lang nattesøvn og dejlige lange middagslure. Hun er en rigtig ‘Super Karla’.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: "Jeg bemærkede slet ikke, at de pludselig var i gang"

LÆS OGSÅ: Fødselshypnose: Fød naturligt og med kun få smerter

LÆS OGSÅ: 20 super råd til en god fødsel