Tv-værten: “Jeg føler mig som en slags storesøster”

Begyndelse

Jeg var syv år, og min lillesøster var tre, da vi opfandt, at jeg skulle lave børnefjernsyn for hende. Hun havde en imaginær fjernbetjening, som hun kunne zappe rundt med, og så optrådte jeg for hende. Dengang tænkte jeg ikke over, at det var noget, jeg kunne arbejde med som voksen.

Jeg var 18 år, da jeg blev castet til Lille Nørd, og det var en helt vild følelse af frihed, at jeg kunne leve af det, jeg syntes var sjovt – på fuld tid! I dag føler jeg mig som en slags storesøster for alle de børn, der ser Ramasjang.

Fantasi

Det barn, jeg har i tankerne, når jeg udvikler programmerne, er mig selv. Jeg kan tydelig huske, hvordan det var at være barn. Hvilken fornemmelse i maven jeg fik, når Pippi åbnede skattekisten. At lege på en græsplæne, og så kunne en blomst være et hus, som min lille plastikhund kunne bo under. Det der sug i maven af, at mulighederne er uendelige, det går jeg efter.

LÆS OGSÅ: Børnebogsforfatteren: Derfor elsker jeg mit job

Gavmildhed

Indlevelse

Hyldest

Jeg kæmper for børns ret til at være børn, så længe de har lyst. Der er mange kræfter, der vil have dem til at blive voksne hurtigt. Jeg kan selv huske det pres. Mine veninder begyndte at drikke vodka, da jeg selv stadig legede med hestefigurer. Jeg vil gerne gøre det helt okay at dvæle ved det legende lidt længere.

Efter forestillingen med sovedyrene fortalte teaterdirektøren mig, at hendes søn på otte år var gået hjem og havde bygget en seng til sit sovedyr, selv om han ikke havde leget med det længe. Det blev jeg glad for, for barnet skal selv bestemme, hvornår det holder op med at være barn.

LÆS OGSÅ: Når bedstevennen er usynlig – eller af stof