Williams superseje fødsel

Den 28. december klokken 19 skulle jeg møde til igangsættelse på Nykøbing Falster Sygehus. Jeg havde sent i graviditeten fået konstateret graviditetsdiabetes og skulle derfor sættes i gang aftenen før terminsdatoen. Min kæreste og jeg brugte de sene eftermiddagstimer på at slappe godt af og få sovet lidt. Jeg havde af erfarne veninder fået strenge ordrer på at hvile, idet det ikke var sikkert, jeg kunne sove for adrenalinen i kroppen senere på aftenen.

En times tid, før vi skulle af sted til sygehuset, stod jeg op for at få lidt mad og fik fornemmelsen

af at tisse i bukserne. Lettere forvirret kaldte jeg på min kæreste og sagde, at jeg enten ikke havde lavet nok knibeøvelser, eller også havde vores søn en fantastisk timing.

Vi ankom på fødegangen til aftalt tid, og den var god nok, det var vandet, som var gået. Jeg fik tilbud om at få en stikpille senere på aftenen, eller vi kunne køre hjem og se, om det gik i gang af sig selv. Jeg valgte det sidste. Skulle der mod forventning ikke ske noget i løbet af natten, kunne vi komme igen klokken otte morgenen efter for at blive hjulpet lidt i gang.

i tog hjem og gik i seng for at få så meget hvile som muligt. Klokken halv tolv vågnede jeg af den første ve, og veerne kom derefter med 30 minuters interval. De var dog ikke slemme, så  jeg kunne sagtens sove mellem dem, og nogle gange sov jeg hen over en ve. Ved firetiden blev de noget værre og kom nu med ti minutters interval. Jeg skiftevis vred dem væk, mens jeg lå i sengen, og gik dem væk på soveværelsesgulvet.

Klokken halv seks kunne jeg ikke overskue meget mere. Jeg skyndte mig i bad, og veerne kom i en lind strøm med fire minutter imellem og nogle gange lige i rap. Jeg fik kaldt min kæreste op og ringet til fødegangen, og de bad os komme, når vi var klar. Derefter ringede jeg til min mor, som også skulle med til fødslen, og sagde, at hun nok ikke skulle tage sig alt for god tid denne morgen.

En lille supermand

Klokken halv otte ankom vi til fødegangen og fik hurtigt en fødestue. Der havde lige været vagtskifte, så der gik omkring tyve minutter, før der kom en jordemor. Hun satte en ve- og hjertelydsmåler på min mave. Jeg havde meget ondt i ryggen og fik et varmt håndklæde på for at lindre lidt. Da jordemoren kom tilbage, ville hun lige tjekke, hvor langt jeg var kommet, og til alles store overraskelse var jeg ni centimeter åben.

Jeg bad min kæreste ringe til min mor omgående for at høre, hvor langt hun var nået, og hun var heldigvis allerede på sygehusets parkeringsplads. Da min mor trådte ind på stuen, bristede jordemoren den sidste hindeblære, og 15 minutter efter fik jeg presseveer. 25 minutter senere, præcis 9.38 den 29. december – på terminsdatoen – kom Villiam til verden i bedste supermandstil med den ene arm langs hovedet, 56 centimeter og 3970 gram.

Det var en hurtig fødsel, så jeg nåede ikke andet smertelindring end lidt kølende spray. Jeg mindes dog ikke forløbet som specielt smertefuldt, da jeg selv føler, jeg arbejdede godt med veerne.