4 fantastiske design oplevelser

4 fantastiske design oplevelser

DESIGNKALENDER 2014: Der er masser af fantastisk design på programmet lige nu. Tjek designkalenderen her, og oplev både store danske ikoner som Børge Mogensen, Hans J. Wegner og Kay Bojesen og internationale designstjerner som de brasilianske Campana-brødre og franske Ronan og Erwin Bouroullec.

WEGNER 100 ÅR - TØNDER KUNSTMUSEUM, INDTIL 2/11

Er du i nærheden af Tønder, er det et must at tage forbi udstillingen ‘Wegner 100 år’. Ligesom Børge Mogensen ville Hans J. Wegner nemlig i år være fyldt 100 år, og det fejres ikke mindst i designerens fødeby Tønder, hvor Kunstmuseet Tønder har sat en stor og smuk udstilling op. Oplev over 150 møbler, lamper, kunsthåndværk af designeren, der var med til at revolutionere dansk design. Udstillingen fortæller også om, hvorfor Tønders nu berømte vandtårn blev museum for Wegners aller bedste stoledesign – ‘Stolegaven af 1995’ skænket af Hans og Inga Wegner. Og om hvilken betydning Wegner havde i den nordiske designhistories guldalder 50erne og 60erne.

__________

Fortsætter på næste side... 

ANTIBODIES, CAMPANA-BRØDRENE - TRAPHOLT, INDTIL 10/8

Hvad er kunst, og hvad er design? Det spørgsmål optager er de to brasilianske designbrødre Humberto og Fernando Campana i deres fælles arbejde, hvor leg, eksperiment og inddragelse af hverdagsmaterialer er omdrejningspunktet. På kunstmuseet Trapholt kan du lige nu opleve udstillingen ‘Antibodies’, der som de fleste af designduoens andre projekter har materialet i centrum. Her kickstartes nye ideer og eksperimenter på kryds og tværs af kunst og design forskellige kulturer og traditioner, bl.a. brasiliansk kultur- og håndværkstradition. Udstillingen viser 100 værker udlånt af Estudio Campana og andre samt film, som perspektiverer brødrenes arbejde.

www.trapholt.dk

MØBLER TIL FOLKET! BØRGE MOGENSEN 100 ÅR - DESIGNMUSEUM DENMARK, 23/5-11/1 2015

Den store danske designer Børge Mogensen ville i år være fyldt 100 år, og det bliver fejret flere steder – ikke mindst på Designmuseum Denmark, der hylder Mogensens virke som en møbelarkitekt, der var båret af et stærkt socialt engagement. Som elev af en anden stor mester, nemlig Kaare Klint, videreførte Børge Mogensen den danske møbeltradition og var med til at skabe sin egen. Han var leder af FDBs tegnestue fra 1942 og skabte i samarbejde med et stærkt team de såkaldte Folkemøbler.

www.designmuseum.dk

KAY BOJESEN - SOPHIENHOLM, 28/6-21/9 

Børnenes elskede træabe, den fine lakerede livgarder og det prisbelønnede nationalbestik Grand Prix, gyngeheste og meget mere. Kay Bojesen (1886-1958) var en ener i dansk design – et legebarn, som hans design og kunsthåndværk også afslører. Kort sagt en skaber af objekter, der har rørt flere generationer, og som du denne sommer kan opleve en udstilling om på Sophienholm. Udstillingen går tæt på manden, der oprindelig var uddannet sølvsmed, men som siden hengav sig til træskærerarbejdet. Kay Bojesens tidlige sølvarbejder var inspireret af art nouveau og jugend og er også en del af dansk designhistorie.

__________

LÆS OGSÅ: Trend 2014: S/H i stribevis

LÆS OGSÅ: RUMs italienske favoritter