Kakkelbordet er tilbage

Marrakech er navnet på en serie kakkelborde af Claesson Koivisto Rune. De små sofaborde i metalramme med indlagte cementfliser blev oprindelig designet som rekvisit til den første udstilling af håndlavede marokkanske gulvfliser, som Claesson Koivisto Rune designede til Marrakech Design. Nu er de sat i produktion af svenske Berga. Fås i tre varianter til 1.739 kr., 1.437 kr. og 1.040 kr. (Berga).

Små galakser

De små fleksible sideborde har efterhånden erstattet sofabordene. De er nemme at flytte rundt på og brugbare mange steder i boligen. Galaxy-sidebordene er skabt i et samarbejde mellem modebrandet Diesel og møbelproducenten Moroso (CasaShop).

Papir på papir

Stine Gam og Enrico Fratesi, partnere i GamFratesi, står bag en serie småborde med navnet Paper Table. Designerne er inspireret af de linjer, der fremkommer, når to stykker papirer ligger tilfældigt oven på hinanden, og det udtryk har de overført til bordplader. Bordene fås i tre farvekombinationer: rosa/grå, blå/grå og rosa/rust, eller med topplade i eg. Alle med ben i natur eller sort eg. Bordene fås i tre størrelser: diam. 40 x 50 cm, 60 x 40 cm og 80 x 33 cm. Fra 1.875 kr. (Gubi).

Sildebensmønster

Patricia Urquiola har skabt en ny kollektion af bordet Fishbone sammen med den italienske møbelproducent Moroso. Mønsteret på bordpladerne tager udgangspunkt i sildebensmønsteret, og det formstøbte akrylmateriale har givet designeren mulighed for at efterligne naturens materialer som horn, perlemor og skildpaddeskjold. Bordene fås i tre forskellige design og fire størrelser og former, kontakt forhandler for pris (CasaShop).