Pangfarver, kunst med kant og kranier er bare lidt af det, der gør indkøber og designer, Rebecca Krygers, hjem indbydende og autentisk. Kom med indenfor i en Vesterbro-lejlighed fyldt med uforudsigelige detaljer og skøre påfund.
Det er ikke svært at se, at Rebecca Kryger og Thomas Kolster har boet i udlandet i en årrække. Deres indretning er både unik, farverig og international. Og spøjs! Med en nisse i stuen, dødningehoveder i nærmest alle rum og sjove vaser med påsatte dukkeben, bliver man straks nysgerrig efter at vide, hvor parrets inspiration kommer fra?
- Vi er meget spontane begge to, så vi gør selvfølgelig også mange fejlkøb. Men først og fremmest tør vi godt springe ud i sjove løsninger. Der er sådan set ikke noget, man ikke kan tillade sig i vores hjem, fortæller Rebecca.
Et socialt "samlingsrum"
Stuen og køkkenet hænger sammen med entreen, hvor parret har fjernet væggen og frilagt bindingsværket, så man nærmest træder direkte ind i spisestuen. De åbne vidder gør ikke kun, at der er plads til masser af mennesker, det giver også en rolig atmosfære i lejligheden, da det store rum udelukkende har hvide vægge, gulve og lofter.
- Vi lysnede bjælkerne og gulvet med hvid maling. Derudover har vi holdt HTH-køkkenet i sort og hvid, for så er der mulighed for at skeje ud med sjove accessories og tilbehør med masser af farver, som f.eks. vores maleri over sofaen af Jan Knudsen og nissebordet i guld fra Kartell, fortæller Rebecca.
I stuen fungerer en gren som et træ og står lænet op ad væggen, så det ser ud som om, det er plantet på gulvet. Det er spraymalet sort, og efterfølgende har Rebecca sat små fugle i, som hun har fundet i Den Kinesiske Butik.
Fra entreen er der frit udsyn til spisestuen, hvor et Piet Hein-spisebord, købt hos Brdr. Friis Møbler, er sat sammen med Måge-stole fra Arne Jacobsen. Lampen er fra Normann Copenhagen, pæren er fra CasaShop og den udstoppede fugl er fra et loppemarked. Maleriet, der er parrets yndlingsbillede, er fra Faille.
HTH-køkkenet var helt nyt, da parret købte lejligheden, men de syntes ikke rigtigt, at det passede til deres stil. Dog mente de heller ikke, at de blot kunne smide det ud, så derfor beklædte de det i stedet med sort træ og sorte håndtag. På gulvet har de lagt sorte fliser, så det matcher det rå, sorte køkken. Over bordene hænger lamperne 'Caravaggio' designet af Cecilie Manz. Anlægget er fra Humac.
Soveværelset er fyldt med farver. Sengetæppet og gulvtæppet er fra Hay og på væggen hænger forskellige kunstværker og plakater i et fint og sjovt miks.
Annonse
Spisestuen bruges mest
Det er i spisestuen, parret bruger mest tid. Både når de begge arbejder hjemme og sidder ved det store Ellipse-spisebord af Piet Hein, men også når de får gæster.
- Jeg er vild med at være her i vores sociale "samlingsrum", som jeg kalder det. Festen dør aldrig i denne del af lejligheden, for der er så god mulighed for at komme hinanden ved - mange mennesker på én gang. Det er dette rum, jeg er allermest stolt af, da integrationen mellem stue og køkken og sammensætningen af de mange forskellige udtryk fra gamle, brede plankegulve fra 1860 til et moderne, rent køkken fungerer rigtig fint. Det organiske udtryk og valget af de sorte træplader, som vi har beklædt køkkenet med, binder det hele sammen.
Ingen begrænsninger
Det er helt tydeligt, at Rebecca ikke sætter begrænsninger for sig selv i sin indretning. I soveværelset er der eksempelvis masser af farver og sjove prints på væggen, for selvom parret skal lade op til en ny dag i dette rum, er det vigtigt for Rebecca, at det ikke bliver for kedeligt.
- Den kreative vinkel, og det glade, farverige gøglerudtryk, der møder det minimalistiske – er vigtigt for mig. Jeg kan godt lide, at folk kan gå på opdagelse og finde skøre ting i vores hjem. Men derudover lægger jeg stor vægt på at skabe en hjemlig og personlig atmosfære, som jeg synes, vi for eksempel har i soveværelset.
Kombinationen af nyt og gammelt er desuden noget, Rebecca sørger for går igen i lejligheden.
- Vores næste store projekt er at vælte bagvæggen i køkkenet - og åbne ud til bagtrappen, så vi får ekstra spiseplads og en altan. Men det skal gøres med respekt for bygningen og de fine, gamle detaljer i lejligheden. Ligesom vores brændeovn i stuen også er med til at skabe en hyggelig stemning, så skal alle de ændringer, vi foretager, spille sammen med det originale look. Men jeg har det sådan, at så længe, man følger sin intuition og kaster sig ud i eventyr, kan det ikke gå helt galt. Man kan jo altid lave det om igen!
5 hurtige til Rebecca Kryger
Hvordan vil du beskrive din stil?
Annonse
- Gøgler møder minimalistisk. Vi går ikke op i at have en stil, men køber det, vi godt kan lide. Vi gør tit impulskøb – hvilket gør, at vores loft også er fyldt med ting.
Hvad ville du aldrig have i din indretning?
- Der er ikke noget, der hedder 'aldrig' i vores hjem!
Hvad er dit bedste tip til boligen?
- Lad være med at smide din personlighed over styr i jagten på et minimalistisk hjem. Det ender med at blive et hvidt frysehus i stedet for en varm rede.
Hvad er dine yndlingsinteriørbutikker?
- Casa Shop og Beau Marché. Men antennerne er ude over alt - og oftest finder jeg det sjoveste på markeder og i små butikker i udlandet.
Hvad er dit ultimative drømmekøb?
- En større lejlighed, så jeg kan have plads til alle mine billeder, sko og skøre nipsting.
HVEM: Rebecca Kryger, 30 år, indkøber og daglig leder hos Stig P, samt indehaver af mærket Alexandra Nora. Hun bor sammen med kæresten, Thomas Kolster, 35 år, forfatter, foredragsholder og kreativ direktør hos Goodvertising Agency.
HVAD: Ejerlejlighed fra 1830 på Vesterbro. 112 kvadratmeter.