Julie og Alexander: Sådan har vi indrettet med genbrug
Pengene var små, ideerne gode, viljen fast og kilometertælleren opadgående, da kæresteparret Julie og Alexander kørte Sjælland tyndt efter godt genbrug til deres nye fælles lejlighed, to små lejligheder slået sammen til en, som de har indrettet sammen fra bunden.
70 kvadratmeter er ret meget plads, når man som Julie og hendes kæreste Alexander har boet to mennesker på halvt så meget i seks måneder. Heldigvis som nyforelskede. Før de mødtes havde Julie boet 4 år i ejendommen i en baggård til Nørre Søgade. Parret flyttede helt ud af Julies lille studielejlighed på 35 kvadratmeter et par måneder over sommeren, da Julie fik mulighed for at købe den tilstødende andelslejlighed, også på beskedne 35 kvadratmeter, for at påbegynde det fælles projekt med at slå de to lejligheder sammen til én. Alt skulle laves – Alexander og Julie havde murene og tre forskellige plantegninger som udgangspunkt.
− Det var totalt perfekt timing, at vi mødte hinanden lige på det tidspunkt, så vi har lavet ændringerne sammen – det er blevet vores hjem, siger Julie om lejligheden, der nu består af en stor stue med åbent køkken og et soveværelse – og et badeværelse ikke mindst, som Julie beskriver som den totale upgrade i forhold til, at hun i årevis har levet med mobilt bad i køkkenet og ingen håndvask.
Det er også det nye badeværelse, hun og Alexander har brugt flest penge på, og pengene har været små, så parret har været kreative med alt fra byggematerialer til interiør og har kørt Sjælland tyndt efter genbrug, dødsboer og loppefund. Armatur, ovn og gasblus i køkkenet er selvhentet genbrug og gulvbrædderne i stuen stammer fra en lagerbygning i Frihavnen. De hundrede år gamle træplanker hejsede Alexander og fire venner selv op, en for en, gennem trappeopgangen til fjerde sal. Og de franske døre ind til soveværelset blev hentet på Frederiksberg hos en dame, der skulle have sat en væg op, mens det omvendt hos Julie og Alexander i den grad handlede om at rive vægge ned mellem små rum, og åbne op for lys og udsigten til to rolige gårdmiljøer.
STUE Gräshoppa gulvlampe fra Gubi. Wegner-stolen er fundet på et dødsbo og venter på, at opsparingen er stor nok til en ombetrækning. BAR Det gamle fine ”barbord” og sølvkanderne er fundet på Tisvilde loppemarked. Farvede cocktailglas fra Halmtorvet loppemarked.
− Jeg var lidt bange for, om vi ville komme til at savne at kunne lukke døren ind til et værelse, hvor man kan være helt i fred, men lige nu lever vi begge to så travle liv, så vi vil gerne være sammen, når vi er hjemme, siger Julie om valget af glasdøre mellem de to rum i lejligheden. Genbrugsguld Mange af møblerne i lejligheden har også en historie med sig i betrækket, for der gik ret meget sport i både at finde de billige og unikke løsninger.
− Det er blevet til rigtigt meget research på Dba.dk og Lauritz.com, og det er også det, der gør det sjovt. Vi ved virkelig, hvor alting kommer fra, og hver dag, når vi kommer hjem, tænker vi: ”Vi elsker virkelig at være her”, siger Julie. Og parret har været åbne for de sjove og særlige møbler og ting, der gør indretningen ekstra personlig.
SOVEVÆRELSE I soveværelsetvar der ikke råd til nye gulve, så det blev malet mintgrønt. Læderstolen er fundet på Lauritz.com til 300 kr. "Alle synes, den er vildt grim, men jeg elsker den", siger Julie, der synes, den får det grønmalede gulv "lidt ned". Vase fra Kähler. Spejl fra Gubi. Lampe fra Nordic Tales. SOVEVÆRELSE Kommode fra Ikea, hvor Julie selv har udskiftet grebene, som hun har fundet på loppemarked. Indrammet billede af Anne Tolstrup.
KØKKEN Ellipsebordet og de gamle Syver-stole fik Julie ikandidatgave af sin mormor. Lamper fra Stilleben.
− Jeg ville have en Gubi-barstol i ”baren” ved køkkenbordet, men så kom min far hjem fra et loppemarked med en rød læderbarstol. Og så tænkte jeg: ”Okay, den er faktisk meget fed. Det er fedt, at her er nogle ting, som er lidt skæve. Alexander har jo også det der musikergen, og det må gerne kunne mærkes, siger Julie. En del af møblerne og kunsten på væggene er arvet eller gaver fra især Julies mormor.
På nipsfronten kan det tydeligt ses, at Julies storesøster er den ene halvdel af duoen bag butikken Stilleben. Fine opstillinger med keramik og lavastensplader pynter på borde og i vindueskarme, dog uden at dominere – det overordnede indtryk af indretningen er enkel hygge og få ting med karakter. Men det bedste ved lejligheden, hvis man spørger Julie, er beliggenheden i hjertet af København.
Annonse
− Vi har udgang til søerne den ene vej og Nansensgade og Torvehallerne den anden vej og er tæt på Østerbro, Nørrebro og Vesterbro. Jeg kunne ikke bo noget bedre sted. Det er derfor, jeg i årevis har levet med dårlige badeforhold og ingen håndvask.
Julies genbrugstips
Miks dine genbrugsting med nyproducerede designvarer, for at skabe balance mellem mode og hygge og samtidig camouflere de slidte elementer.
Beklæd genbrugsmøbler med varme farver (f.eks. med et tæppe), der giver den slidte stil et varmt udtryk.
Genbrug er ikke kun gamle træmøbler.Husk også at tjekke Dba.dk og Lauritz.com ved f.eks. ombygning eller køb af ny elektronik.
Du kan selv skabe stilen ganske enkelt, du skal bare gå efter:
- Hyggelige møbler i retrostil.
- Opbevaringsmøbler i lyse træsorter.
- Vaser, skåle og lamper i keramik og lavasten.
- Farver i blå, grå og grønne nuancer.
Annonse
Sofa: fra Ilva, Polo, 6.999 kr., Vase fra House Doctor, assorteret 3 farver og mønstre støvet rosa/grøn/grå, diam. 8,5 cm, h 12 cm, 70 kr., Trolley-jernbord med hylder fra Nordal, 2.000 kr.
Opbevaringsboks fra Rie Elise Larsen, 24 x 32 x 32 cm, 150 kr., Rundt spejl i ophæng fra Hay, diam. 50 cm, 1.099 kr., Kommode i birkefinér fra House Doctor, 50 x 40 cm, h 72 cm, 4.500 kr., Sengetæppe i jersey-kvilt fra Bloomingville, 200 x 240 cm, 1.599 kr. Lampe i hvid keramik fra Bloomingville, diam. 20 x h 20 cm, 619 kr.
Fakta
Hvem: Julie Cordes, 26 år, arbejder i Management Consulting hos Accenture, Alexander Lund Hansen, 25 år, musiker og kandidatstuderende.
Hvad: Lejlighed på 70 kvadratmeter i Indre By på kanten til Nørrebro, København.