Bolig: personligt rækkehus i Skanderborg
Gitte Nielsen kan se helt udover Skanderborg sø, by og bakkede landskab. Det giver en god fornemmelse af altid at være omgivet af masser af lys og luft, og det smitter af på det hyggelige rækkehus
Gitte Nielsen var ikke synderligt interesseret i design, før hun blev ansat som salgskonsulent i lampefirmaet Lightyears for 6 år siden. Men, det er der siden ændret en del på.
Alle møbler og tilbehør i rækkehuset er også klare beviser på, at her bor en kvinde, der ikke bare kan lide moderne design, men som også orienterer sig og følger med i, hvad der er moderne lige nu og her.
Gittes bedste lamperåd
Metalpendler over spisebordet, køkkenøen eller arbejdsbordet giver et godt lys der, hvor der er brug for det: på bordet. Metalpendler giver et nedadrettet direkte lys uden blænding.
En lampe skal hænge ca. 60-70 cm fra bordplade til underkant af lampen.
For at kunne sammenligne sparepærer med de mere velkendte tidligere glødepærer, så findes der den tommelfingerregel, at man ganger sparepærens wattage med ca. 5. Det vil sige at en sparepære på 15w svarer til en gammeldags glødepære på cirka 75w.
Undgå mørke hjørner i rummet. Skab derfor stemninger med bord- og gulvlamper – så føles rummet større og mere venligt.
Til venstre: I en moderne, funktionalistisk stil ligger Dalhusene side om side højt hævet over Skanderborg.
Til højre: Den kreative skoholder fik Gitte ideen til efter at have set den i et boligmagasin. Hendes mand, Thomas, opgav imidlertid at finde en gammel springmadras og valgt derfor at købe en helt ny for så at bruge lang tid på at flå den fra hinanden. Resultatet er ikke bare smukt og kreativt, men også utroligt praktisk. Der kan være mange par sko på holderen.Gulvtæppet er fra Hay.
På første sal ligger kontor og hobbyrummet, hvor Gitte og Thomas opholder sig mange aftener. Her er der god plads til at svinge stoffer, sætte gang i symaskinen og bare nyde udsigten.
Pladsen i stuen er ikke enorm, så derfor er det en praktisk løsning at vælge en sofa, der, som denne fra Saxo Living, drejer. Det gør den på én gang til en reel lige sofa og en sofa med chaiselong, hvor Gitte og Thomas kan sidde, så de både ser ud i stuen og ud af vinduerne. Billeder og nips er samlet på en hylde fra Ikea, der gør det let at skifte udtrykket med jævne mellemrum.
Spisebordet er placeret helt op ad vinduet, så udsigten kan nydes under morgen- og aftenmaden. Lampen "Caravaggio" er designet af Cecilia Manz og én af Lightyears mest populære produkter. Spisebordet er fra Hay, stole designet af Eames, mens plakaten "Boy" er købt på kunstmuseet Aros.
Det hvide køkken fra HTH med overskabe er så strømlinet og neutralt, at dets udtryk hurtigt kan ændres med ganske få, farverige detaljer. Her er det to viskestykker fra Hay, der tager opmærksomheden.
I soveværelset er der indbyggede skabe fra HTHT og en seng fra Jysk. Sidebordet fra Hay er Gitte sprøjtemalet i en af favoritnuancerne: Fluoriserende pink.
LÆS OGSÅ: Skab spa-stemning på dit badeværelse