Bolig: Bistrostil på stenbroen

Bolig: Væggene gør forskellen

Vintagefund, rå mursten og mørke vægge skaber charme og stemning hjemme hos dokumentarfilm-instruktør Sine Skibsholt og kæresten Kasper Thorsted, der er medejer af spisestedet Wascator. På fineste vis har de kombineret elementer af fransk bistrostil med fund fra halvfjerdserne og skabt et udtryk, der på en gang er meget internationalt og meget dansk.

Ved første øjekast i den lyse lejlighed på Nørrebro bliver man klar over, at her bor et par, som ikke skæver meget til trends og det sidste nye skrig. Her er alle værelser først og fremmest visuelt indbydende, så det er rart for øjet, men også for sjælen, at opholde sig i hvert rum.

- Folk må ikke komme ind i lejligheden og være bange for at ødelægge en orden. Her skal være hyggeligt og afslappende og indretningen skal invitere til gode stunder, fortæller Sine.

Bolig: Væggene gør forskellen

I køkkenet er det igen væggene, som dominerer rummet. Her er valget faldet på en støvet blå, som harmonerer perfekt med den røde Louis Poulsen-lampe fra Krejl og det sort/hvide Ikea-køkken.

Bolig: Væggene gør forskellen

Flaskeholderen, købt på et loppemarked i Paris, bliver brugt til opbevaring af Kaspers yndlingsdrink, Pastis.

Bolig: Væggene gør forskellen

Sine og Kasper går meget op i, at møbler og ting i hjemmet kan bruges og ikke blot er til pynt. Lampen ved siden af sofaen er fra Fil de Fer, og krukken med plakater er fundet i storskrald. Den grønne uldplaid er fra Coop.

Bolig: Væggene gør forskellen

I spisestuen er murstensvæggen dominerende. Den har Sine efter mange timers hårdt arbejde selv fået frem. Spisebordet er et gammelt cafébord, som Kasper har masser af i sin restaurant. Sine har slebet, bejdset og malet det på ny, så det nu passer perfekt ind i rummet.

Bolig: Væggene gør forskellen

I soveværelset har parret været meget inspireret af det stilrene hotel-look, og derfor har samtlige vægge og loftet fået en omgang grå maling for at skabe et roligt udtryk.

Visuelle hjørner og mørke gulve

Sine tænker meget visuelt. Hvert rum har sin egen stil med markante vægge som gennemgående træk. Samtidig er alle gulve malet sorte, hvilket både samler lejligheden og giver den et internationalt touch.

- Stilen er nok lidt maskulin, da hverken min kæreste eller jeg er til nips og shabby chic-indretning. Vi går efter at skabe balance i rummene og er meget detaljeorienterede begge to. Jeg er vokset op på landet og kan godt lide at omgive mig med ting, som er jordnære og naturlige. Derfor elsker jeg også murstensvæggen i stuen. Det var hårdt arbejde, men det var det hele værd. Den er meget ujævn, hvilket giver en ekstra dimension i rummert, og så er den meget taknemmelig at bruge som baggrund – alt og alle ser godt ud foran den!

Fra finpudset til upoleret

Den rå og upolerede stil er i fokus i både stuer og køkken, men sådan har lejligheden ikke altid set ud.

- De tidligere ejere havde virkelig holdt lejligheden flot, så vi måtte arbejde lidt for at sætte vores eget præg på de fine rammer. Vi gik straks i gang med at lave de markante vægge og de rå, åbne hylder i køkkenet. Det eneste sted, hvor vi måske har beholdt en pænere stil frem for den rå, er i soveværelset. Her har vi malet vægge og loft i en grå farve og decideret gået efter en hotelstemning. Det er vigtigt for os begge, at der er ro og rene linjer i netop dette rum. Her skal vi lade op, og så må der ikke være for meget, der forstyrrer, siger Sine.

Der har dog stadig sneget sig nogle vintageelementer ind i det store, smukke rum, såsom to lamper fra Kaiser Idell, og en stol og et skuffedarium, som Kasper har fundet brugt i Brooklyn.

- Vi går ofte på loppemarked, men vi er også meget opmærksomme på ikke at have for mange møbler i hvert rum. Jeg øver mig konstant i at skille mig af med ting, som jeg bare har vænnet mig til at have inden for dørene, men som ikke længere har noget betydning. Vi prøver at bevare rummeligheden i hjemmet, så når noget nyt kommer ind, må noget andet ud, fortæller Sine.

Inspiration fra franske bistroer og museer

Nogenlunde samme indretningspolitik er der på restauranten Wascator, som Kasper er medejer af. Kaspers mor lever desuden af at sætte gamle møbler i stand, så han er vokset op med en tilgang til indretning, der er alt andet end traditionel og konservativ.

- Jeg er meget inspireret af min kæreste, når det kommer til indretning. Han er intuitiv og aldrig bange for at kaste sig ud i noget nyt, og det beundrer jeg meget, siger Sine.

Parrets inspiration kommer i det hele taget meget fra restaurationsmiljøet. Og fra udlandet.

- Jeg elsker at samle inspiration fra museer og butikker, siger Sine, der i Barcelona besøgte en forretning, hvor de havde farvekoordineret alle varerne på hylderne.

- Det er en grafisk tilgang, som jeg synes, er helt skøn, og som jeg har skrevet mig bag øret, slutter hun.

Genveje til stilen

Bank pudset af en murstensvæg, og få de rå sten frem.

Mal dine trægulve sorte.

Hold dig til mørke farver, og brug fx grå i stedet for hvid.

Vil du bo som Sine og Kasper?

Find inspiration på restauranter og i butikker i storbyer.

Køb lamper og ting på loppemarked og i vintagebutikker.

Skil dig af med overflødige ting, du ikke bruger.

HER BOR:

Hvem: Sine Skibsholt, 33 år, dokumentarinstruktør, Kasper Thorsted, 37 år, ejer Wascator, bar og spiseri på Nørrebro i København.

Hvad: Andelslejlighed på Indre Nørrebro. 103 kvadratmeter.