De største tendenser lige nu
Anti-fashion.Det autentiske.En ny feminin minimalisme. Og langtidsholdbart, bæredygtigt design. Tjek, hvad fem danske og internationale top-designere ser som de mest markante tendenser på scenen for mode, arkitektur og design lige nu.
ROSS LOVEGROVE / ET HELT NYT DESIGNSPROG
DEN WALISISKE DESIGNER ROSS LOVEGROVE HAR BÅDE VITRA, KNOLL, SONY OG APPLE PÅ VISITKORTET, OG HANS VÆRKER ER REPRÆSENTERET PÅ DE STORE MUSEER VERDEN OVER. SENEST HAR HAN VUNDET DEN DANSKE DESIGNPRIS 2010 FOR PROJEKTET 'SUN TUNNEL BY LOVEGROVE' FOR DANSKE VELUX.
– Design vil udvikle sig på baggrund af tidens nye værdisæt omkring en mere intelligent og respektfuld brug af ressourcer. Vi kommer til at se nye retninger inden for formsprog, materiale og typologi, som vil definere et helt nyt designsprog i alt fra biler, designobjekter og arkitektur. Tendenserne for 2011 er derfor båret af vækst gennem en større forståelse af globale behov.
TOM DIXON / ET ANTI-FASHION KICK
TOM DIXON ER DEN ENGELSKE DESIGNSCENES ROCKSTJERNE. HAN HAR SKABT EN LANG RÆKKE MØBLER, LAMPER OG DESIGNOBJEKTER MED KLASSIKERPOTENTIALE.
– Fremtidens forbrugere vil købe gedigent design og ikke nødvendigvis gå efter det fashionable. Jeg fornemmer faktisk et slags anti-fashion kick i designbranchen lige nu, og personligt går jeg meget op i at producere ting, der holder længe og er tidløse – som man en dag ender med at give videre til sine børnebørn.
FILIPPA KNUTSSON / MØRK & FEMININ MINIMALISME
DEN SVENSKE DESIGNER FILIPPA KNUTSSON STÅR BAG DET POPULÆRE TØJMÆRKE FILIPPA K, DER ER KENDT FOR TIDSLØST DESIGN I GOD KVALITET.
– Vi oplever en higen efter det enkle og en ny type af minimalisme, som er mørk og feminin på samme tid. Hvor unødige detaljer er fjernet for at skabe et rent, afslappet og moderne udtryk. Vores inspiration kommer fra Filippa Ks egen stilarv, og vi har kigget meget på vores eget design fra dengang, Filippa K blev lanceret i starten af 90erne, og er nået frem til, at silhuetten, linjerne og materialerne bare holder. Budskabet i 2011 er derfor at sætte pris på det rene og enkle og at have selvtillid nok til ikke at falde for hver en trend, der passerer forbi.
KASPER SALTO / KREATIV KVALITET
DESIGNEREN KASPER SALTO SAMARBEJDER MED NOGLE AF DE MEST TONEANGIVENDE MØBEL- OG BELYSNINGSPRODUCENTER OG HAR MODTAGET EN LANG RÆKKE HÆDERSBEVISER FOR SIT ARBEJDE – SENEST FINN JUHL-PRISEN 2010 SAMT DEN DANSKE DESIGNPRIS 2010 FOR STOLEN NAP.
– I 2011 forestiller jeg mig, at kreativiteten vil blomstre fra designernes side med gode, gennemtænkte løsninger, som virksomheder og forbrugere vil være begejstrede for. Det er set før, at kriser er med til at fremme den kreative tanke. Så tendensen kunne godt være små pragmatiske løsninger på hverdagens små og store problemer. Vi kommer til at se, at kvalitet og relevans prioriteres fra designere, forbrugere og producenter. Kort sagt lav-relevante løsninger til forbrugerne i god kvalitet, så man kan nyde produkterne i mange år fremover. PETER INGWERSEN / VÆR AUTENTISK
BAG MÆRKET NOIR STÅR PETER INGWERSEN, SOM PÅ GANSKE FÅ ÅR HAR FORMÅET AT SKABE ET CUTTING-EDGE BRAND, HVOR BÆREDYGTIGHED OG PRODUKTION GÅR OP I EN HØJERE ENHED.
– Inden for mode, arkitektur og design vil der være mange trends i 2011. De to vigtigste tendenser vil være minimalisme og det autentiske. Hvad det autentiske angår, kan man se, at tv-serier som ’Mad Men’ med dets 60er-univers har influeret. Samtidig er behovet for basics stadig gældende pga. finanskrisens efterdønninger. Teknologi er den nye minimalisme, der klart vil være den mest nyskabende trend med fokus på rene linjer og begrænsede farver. Et statement for det nye år er ’at gøre sig umage’.