Denmark by design

Denmark by design

For rigtig mange danskere er dansk design noget, vi er vokset op med og noget vi måske altid, på en eller anden måde, har taget for givet. Et element, som faktisk er helt unikt ved det at være dansker i sammenligning med andre lande. Hvordan denne designbevidsthed er blevet en integreret del af mange danskeres hverdag, sætter Dansk Design Center fokus på i udstillingen "Denmark by Design", der viser dansk designs udvikling fra 1945-2010.

Årti for årti gennemgår "Denmark by Design" udviklingen i dansk design startende med tiden lige efter krigen, hvor positiviteten herskede og blev til spændende formeksperimenter af blandt andet Kaare Klint over til møbler, som skulle kunne betales af almindelige lønmodtagere. Udstillingen er en grundig gennemgang og illustration af, hvordan toneangivende bevægelser, politiske holdninger, ideer og tendenser i det danske samfund gennem tiden har haft indflydelse på udviklingen i dansk designs formsprog, hvad enten det var arbejdspladsen, hjemmet eller individet, der var omdrejningspunktet for designet.

Fra 60ernes plast og farve eksperimenter til sen-70ernes afmætning af samme. 80ernes stringente moduler til 90ernes globalisering, hvor designbegrebet samtidig blev bredere og hvor industriel design og miljørigtige biler og bæredygtighed vinder ind. Tid blev et nyt begreb i 90erne og tiden frem til i dag har samtidig været en form for løsrivelse fra designikonerne til selviscenesættelse af produkter og designere. Design i dag er design med en etisk forsvarlig og bæredygtig produktion. Det er design med holdning, der samtidig skal være løsningsorienteret og hjælpe de svage.

"Denmark by Design" er semi-permanent og skal køre frem til maj 2013. Lige nu er det super relevant at kombinere med en ydereligere udforskning af nutidens og fremtidens designbegreb i udstillingen 10+ Design Forecast, som kan ses i Dansk Design Center frem til 31. oktober 2010.

Læs her hvad RUM skrev om 10+ Design Forecast

DENMARK BY DESIGN

Dansk Design Center

H.C. Andersens Boulevard 27

1553 København V.

www.ddc.dk