Designnyhed fra Brunner Studio & Ditte Maigaard
Med stolen LITTLE FELLOW har Brunner Studio & Ditte Maigaard skabt et skulpturelt og æstetisk siddeobjekt med meget personlighed og ægte charme.
Samtidig fungerer stolen som en undersøgelse af atypiske materialer og innovative polstringsteknikker, og dens stel er dækket af tykt maritimt reb, som giver varme og tekstur til overfladen. Med traditionelle børstenbindingsteknikker som inspiration, er sædet polstret af reb trukket ned i et gitter af huller i træsædet med en farvepalet, der kan udskiftes alt efter hvilket udtryk og mønster, man ønsker at skabe.
Mere om designerne:
Både Sofie Brünner fra Brunner Studio og Ditte Maigaard har en baggrund som tekstildesignere og arbejder i krydsfeltet mellem tekstil- og møbeldesign. Det er i dette krydsfelt, de udnytter deres kendskab til materialer, konstruktion og overflader for at skabe innovative designobjekter der tager traditionelle teknikker ud over kanten.
Little Fellow er endnu ikke prissat.
www.sofiebrunner.com, www.madebymaigaard.com