Doshi Leviens Wool Parade

Doshi Leviens Wool Parade

Bag designstudiet Doshi Levien, der har base i London, står Jonathan Levien og Nipa Doshi, som lige nu er aktuelle med en vild og anderledes installation i uld for tekstilvirksomheden Kvadrat under navnet The Wool Parade. Mød dem her.

Hvordan fik I ideen til Wool Parade?

Det startede med, at Kvadrat henvendte sig med idéen om til at skabe en installation i uld, og vi fik fra start en stor portion frihed til at trække projektet i vores retning. Vi fik hurtigt idéen til en serie af abstrakte karakterer, hvor uld fik en helt ny rolle og kunne inspirere folk til at bruge materialet på en ny måde via leg med farver og form.

Hvad er projektets stærkeste karaktertræk?

Idéen er udsprunget af Bauhaustidens avantgardefester og er inspireret af bl.a. den tyske kunstner Oskar Schlemmer, der er kendt fra Bauhaustidens teaterworkshops og skulpturelle teaterkostumer. Han var en stor inspirator for tidens geometriske formsprog. Projektet bærer derfor præg af en legende tilgang til form, af noget skræddersyet og ikke mindst det abstrakte. Figurerne er jo alle forskellige former for karakterer, der hver får tankerne hen på ansigter, dyr, dele af et kostume osv. i en lang parade bestående af 12 tekstilbetrukne figurer. Deraf også navnet Wool Parade.

Hvilken reaktion håber I, at installationen skaber?

Uld har jo så mange fine kvaliteter, og Wool Parade er en leg med form og farver og har sit helt eget sprog. Vi håber derfor først og fremmest, at den vil inspirere, og at den underholder, men ikke nødvendigvis er sjov. Vi håber, at man vil se på Wool Parade og nyde objekterne, som er med til at definere det rum, de er i.

Hvorfor er der så stor fokus på tekstiler lige nu?

Det er en naturlig forlængelse af, at folk går mere og mere op i at have et rart miljø i deres hjem, og her spiller tekstiler en helt naturlig rolle og er med til at bløde op, hvad enten det er uld, læder eller andet.

www.kvadrat.dk/woolparade

Doshi Leviens Wool Parade
Doshi Leviens Wool Parade



LÆS OGSÅ: Sommerhygge i naturens toner