En stak kaffefiltre, papirrester og pynt er alt, hvad du skal bruge til den søde mappe. Brug den til at gemme i, eller giv den væk med små hilsner og billeder i lommerne.
Kaffefiltre * Mønstret papir * Karton i flere farver * Bånd * Snor * Mønstersaks * Brads * Blomster * Rub Ons * Pynt.
Sådan gør du
Find ud af, hvor mange lommer du vil have, her er brugt 6 kaffefiltre. Læg filteret på papiret, og tegn omkring. Klip ud, og lim fast på filteret. Her er brugt rester, så siderne består af flere typer papir. Klip til for- og bagside 2 stk. karton, der på de 2 skrå sider og langs den øverste buede linje er én cm større end kaffefiltrene, men flugter filterets nederste linje (= albummets “ryg”).
Klip den buede linje med en mønstersaks. Klip ryggen i karton efter skabelonen. Klip evt. de 2 sider med en mønstersaks. Klip ryggen i en anden nuance end det øvrige omslag, klip en strimmel = ryggen i omslagets farve, der limes fast på den indvendige side af rygstykket, så omslaget er i én farve, når det er åbent. Sy alle lag sammen med bomuldssnor ved ryggen, se evt. foto. Bind enderne sammen med en knude, der ligger i en afstand, så der kan bladres i albummet. Klip 2 stk. silkebånd, og clips dem på for- og bagside. Dekorer forsiden.
Tags
Tegn omridset af et kaffefilter op, og tegn en ny linje op, der ligger 1 cm inden for kanten hele vejen rundt. Klip 6 kartonstykker = tags. Klip 1 bånd på ca. 12-14 cm, fold det dobbelt omkring kanten på taggen, og hæft båndet på med en clipsemaskine. Læg en tag i hver lomme. Her er tags’ene brugt til tekst og filtersiderne til billeder.