Flora Danica udstilling på Gavnø Slot
Inspirationen til de spektakulære borde er hentet i Gavnøs stolte jagttraditioner, som tilføjer et smukt drama til det unikke porcelæn. Stellets blomsterdekorationer understreges desuden af overdådig blomsterkunst, skabt af den danske blomsterdesigner Nicolai Bergmann samt elegant Georg Jensen Damask Design.
Den nye udstilling giver en sjælden mulighed for at se og opleve Flora Danica, som er en af verdens mest prestigefulde og luksuriøse porcelænskollektioner.
Stellet, der stammer fra 1700-tallet, var den berømte porcelænsmaler Johann Christoph Bayers livsværk. Det var en bestillingsopgave for kongefamilien, der ønskede at give det som gave til den russiske kejserinde Katharina den Store, der var kendt som en ivrig porcelænssamler. Oversættelsen af de vilde blomster og planter fra det botaniske opslagsværk ”Flora Danica” påbegyndtes i 1790.
12 år senere forelå der 1802 forskellige håndformede og håndmalede porcelænsgenstande – og et stel, som fuldt ud levede op til betegnelsen ‘kongelig’. Det originale stel bruges i dag stadig af den danske kongefamilie, og Flora Danica er også i høj kurs hos andre kongefamilier rundt om i verden.
Den ekstravagante udstilling står i Gavnøs smukke sale, som skaber en imponerende ramme omkring det delikate porcelæn og de forrygende blomsterdekorationer skabt af den danske blomsterkunstner Nicolai Bergmann. Jagttemaet er valgt, fordi jagt er en væsentlig del af Gavnø Slots kulturarv, hvor der i dag er en betydelig vildbestand.
Kulturskatte i verdensklasse
Gavnø Slot, der er et af Danmarks smukkeste rokoko-slotte. Slottet har en enestående historie, der går helt tilbage til 1231, og er en af Danmarks største kulturskatte. I 1737 overtog den kunstinteresserede grev Otto Thott Gavnø Slot, som den dag i dag er privat beboet af baron og baronesse Reedtz-Thott.
Slottet er omkranset af en fantastisk slotspark med mere end en halv million blomsterløg, der blomstrer helt hen til efteråret.
Udstillingen kan opleves i perioden d. 28. april - d. 2. oktober 2011.
Se mere »gavnoe.dk og på »royalcopenhagen.com.
Nøgleord i denne artikel: Gavno Slot, porcelæn, Royal Copenhagen, ustilling, Flora Danica, Kongefamilien.