HAY udvider med tekstiltalentet Margrethe Odgaard

HAY udvider med tekstiltalentet Margrethe Odgaard

Designvirksomheden HAY har inviteret tekstiltalentet Margrethe Odgaard ind i varmen og sætter den præmierede dug FOLD-UNFOLD i produktion.

FOLD-UNFOLD blev sidste år præmieret af Statens Kunstfonds Kunsthåndværk- og Designudvalg, som en del af Crafts Collection 13, og det var her HAY fik øjnene op for Margrethe Odgaards talent. Det var dugens farver og dens fantastiske bagvedliggende ide om en speciel foldeteknik, som fascinerede folkene bag HAY, som tror på at den bliver et stort hit i firmaets accessories kollektion. Dugen blev også nomineret til den eftertragtede Formland Pris dette efterår og for Margrethe Odgaard er det et stort skridt i en mere kommerciel retning:

 -Når man sidder i sit værksted og ønsker at komme i kontakt med en producent, føles afstanden mellem værksted og producent meget stor. Med Danish Crafts som mellemled gik det hele pludselig stærkt, og uden min deltagelse i Crafts Collection havde jeg ikke været, hvor jeg er i dag, udtaler Margrethe Odgaard.