Ett hem
SPONSORERET indhold

De her 5 hoteller er et besøg værd

Vi har samlet 5 nyere luksushoteller, der også fortjener en stjerne i vores og din bog. Fordi vi har brug for at drømme.

Af:: Pernille Rosenkilde Foto: Getty Images
31. maj. 2020 | Bolig | Eurowoman

OBS: Det er højest sandsynligt ikke muligt at booke værelse på nogen af hotellerne lige pt. grundet corona.

amangiri utag.jpg

Amangiri, Utah

Fire timers biltur udenfor Las Vegas, midt i den rå og øde ørken i Utah, ligger Amangiri, en del af den verdensomspændende luksushotelkæde Aman, der på lang afstand ligner et fatamorgana. Det er det heldigvis ikke, og når først du ankommer til det betonbyggede vidunder af et hotel, er det som at lande på en anden planet. Alle de 34 værelser har naturen for øje med udendørs pejs på terrassen og en bjergtagende udsigt. Poolen er bygget rundt om en af landskabets massive klippeformationer, og den lækre mad er all inclusive, for lad os være ærlige, der er ikke så meget andet at spise i nærheden. Brug hotellets ansatte som guides, for området er fyldt med oplevelser, og de ved, hvad der er værd at se.

Aman.com/resorts/amangiri 

The Soho Hotel - Drawing Room.jpg
Foto: Simon Brown.

The Soho Hotel, London

Med designer Kit Kemp som medejer af The Soho Hotel, giver det sig selv, at indretningen er gennemført. En kæmpestor bronzestatue af Fernando Botero møder dig ved indgangen, og de 96 værelser har hver deres særpræg med humoristiske detaljer. Finurlig kunst, ekstravagante materialevalg og nøje sammensatte farver giver hotellet et inspirerende og hjemligt udtryk, og det er meningen, for de vil så gerne have, at du bliver lidt længere. Det kan anbefales at booke dit ophold, så du får søndagen med. Der inviterer Soho Hotel Film Club nemlig til filmaften i hotellets egen biograf.

Firmdalehotels.com/hotels/london/the-soho-hotel

LÆS OGSÅ: Vil du prøve at overnatte i en stjernearkitekts boligdrøm, kan du nu leje den på Airbnb

Ett hem.jpg

Ett Hem, Stockholm

Det er egentlig ikke et hotel, men et hjem, som navnet også antyder. Det er i hvert fald den følelse, ejeren Jeanette Mix gerne vil have, at du får, når du tjekker ind på hotellet fra 2012, der er indrettet af kultdesigneren Ilse Crawford, selv om det nok er de færreste, der bor så stilfuldt på privatadressen. Hotellet, der ligger i en rød murstensvilla fra 1910 er indrettet i en indbydende farveskala med høje paneler, skandinavisk design og antikviteter, lysekroner, tilbagelænede lænestole, tæpper og planter og 12 individuelt indrettede værelser med marmorbadeværelser. Morgenmaden kan nydes i den glasoverdækkede havestue, der mest af alt minder om et drivhus og har udsigt til den grønne gårdhave, og hotellet har også sit eget bibliotek og traditionel svensk sauna, som kan varme selv det koldeste, skandinaviske hjerte. Tro os, du vil ikke hjem, når først du har prøvet at bo i Jeanettes Mix’. Du får i hvert fald lyst til at omdekorere.

Etthem.se

Benesse House, Naoshima.jpg

Benesse House, Naoshima

Først med fly, og så med tog, så med bus og så med færge. Det tager sin tid at komme frem til kunstøen Naoshima i det sydøstlige Japan, men det er rejsen værd. Hvad der engang var en lille fiskerø, er nu blevet forvandlet til et kunstmekka med det ene museum efter det andet og kunst og installationer i gaderne. Benesse House er først og fremmest museum, men fungerer også som hotel. Bygningen er tegnet af arkitekten Tadao Ando, er et kunstværk i sig selv og ligger som en skulptur i landskabet. Og når du bevæger dig ud og ned mod det turkisblå vand, møder du både en park med kæmpestore Niki de Saint Phalle-skulpturer, og lidt længere nede det berømte gul- og sortprikkede græskar af Yayoi Kusama. Nyd de spektakulære solop- og nedgange fra hotellet, men und også dig selv at låne en cykel og cykle øen rundt. Kunsten er alle vegne.

Benesse-artsite.jp/en/stay

LÆS OGSÅ: Til lands, til vands og i luften: 11 unikke overnatningsmuligheder i den skandinaviske natur

Hotel amour paris.jpg

Hôtel Amour, Paris

I kærlighedens by, i det engang lidt lurvede, men nu hippe Pigalle-kvarter, ligger Hôtel Amour, et af byens smarteste hoteller, der oprindelig husede et bordel. Den lumre stemning er intakt, bl.a. pga. de erotiske plakater på de mørke vægge i de små gange, og alle værelser er unikke og indrettet med en blanding af kunst og artefakter fra de parisiske loppemarkeder. I stueetagen ligger den famøse glasoverdækkende gårdhave, der ikke kun besøges af hotellets gæster, men også af parisere og andet godtfolk, der mødes for at kindkysse og drikke et glas vin. Du skal ikke booke et værelse på Hôtel Amour, hvis du er ude efter ekstrem luksus, men hvis du gerne vil bo originalt og cool, er det stedet for dig.

Amour.hotelamourparis.fr

Anbefalet til dig