Måske er de hinandens modsætninger. Måske hinandens alter ego. Måske er de bare som skabt til at arbejde sammen. Under alle omstændigheder er resultatet af deres kreative parløb lig med fantastisk, inspirerende og nyskabende design. Mød de dristige designduoer, der rykker lige nu. Nummerseks i rækken erMuller Van Severen ...
Historien bag den belgiske designduo Muller Van Severen startede tilbage i 2011, hvor de med hver deres baggrund inden for disciplinerne fotografi og skulptur valgte at slå pjalterne sammen i et fælles projekt. ‘A furniture project by Fien Muller and Hannes Van Severen’ kaldte de det selv. Og projektet har fået masser af international anerkendelse som et designideal, hvor alle ting er i spil.
Sammen skaber de møbler, der kombinerer alle funktioner, hvad enten det er bord, trappe, lys eller en chaiselong, som bliver til minimalistiske multimøbler, der på trods af deres meget simple formsprog kan det hele. Udgangspunktet er som regel materialet, der for dem begge er det mest betydningsfulde i startfasen til et nyt møbelprojekt. Duoen leger på kryds og tværs med forskellige marmortyper sammen med smukke, farvede flader. Herfra vokser ideerne, og resultatet er underspillet og yderst poetisk på sin helt egen måde.