Godsbanen

Kunsten rykker udenfor på Godsbanen

Midtpunktet for scenekunst, billedkunst og litteratur i Aarhus springer ud i nye farver. Det sker, når kunstner Anders Reventlov i løbet af juni måned sætter pensel mod hvid væg uden for Godsbanens store indgangsparti. Kunstværket bliver også omdrejningspunkt for en stor, folkelig fernisering, og hele arrangementet er blevet til i et lidt utraditionelt samarbejde mellem Godsbanen, Aarhus Billedkunstcenter og bolighuset ILVA.

I 2012 åbnede Godsbanen for 10.500 kvm. nyrenoverede lokaler. Og fredag den 21. juni 2013 kan byens kulturproduktionscenter så indvie et helt nyt og sprudlende udendørsareal. Billedkunster Anders Reventlov, der bor i Sverige, men er uddannet på Det Jyske Kunstakademi i Aarhus, har fået lov at male på en stor hvid væg uden for Godsbanens store hovedindgangsparti, og det er noget leder af Godsbanen, Kim Bisgaard ser frem til:

”Kunstværket er første trin i en proces, hvor vi ønsker, at Godsbanens aktiviteter bliver synlige ikke kun indenfor i arbejdslokalerne, men også udenfor, hvor mange kan se og opleve dem. I nogle dage op til den 21. juni vil man kunne kigge Anders Reventlov over skulderen, mens han skaber det store kunstværk. Om fredagen, den 21. juni, holder vi en stor, åben fernisering, der officielt skal indvie kunstværket og det forskønnede byrum.”

Samarbejde med ILVA

Det store vægkunstværk, og arrangementet i forbindelse med, kan realiseres, fordi Godsbanen har fundet en samarbejdspartner, der deler entusiasmen for et kunstnerisk interessant byrum. Godsbanen og bolighuset ILVA deler således udgifterne til kunstværket og ferniseringen ligeligt. ILVAs administrerende direktør Michael Christiansen fortæller om baggrunden for samarbejdet:

”ILVA ønsker at sætte kulør på omgivelserne. Vi vil gerne hjælpe folk med at indrette sig med stil og kant, og det budskab forstærker vi ved, sammen med Godsbanen, at indrette og udsmykke det offentlige byrum med stil og kant. Jeg håber, at mange vil kigge forbi og få øjnene op for både området ved Godsbanen og for ILVA.”

Begejstringen for samarbejdet deles af Kim Bisgaard. Ifølge ham er det om at holde øje med lignende kultur- og erhvervssamarbejder i fremtiden:

”Når erhverv og kultur mødes, er der typisk tale om sponsorater. Men det er på høje tid at tænke ud over den hårde opdeling af de to verdener, som i bund og grund er en del af samme hele. Jeg synes, det er både hæderligt og cool af ILVA, at de støtter op om kunstprojektet, og jeg nyder at arbejde sammen med dem.”

Åben fernisering 21. juni

Anders Revenlovs kunstværk skal stå færdigt fredag den 21. juni, hvor der fra kl. 17.00 og frem vil være offentlig fernisering.

”Ud over at nyde det kæmpestore kunstværk på Godsbanen kan man købe øl og slappe af til loungestemning med bl.a. DJ, som spiller fra en specialdesignet træcontainer. Det er gratis at deltage i festlighederne. Og skulle man have lyst til flere kulturelle oplevelser den aften, kan man tage på spillestedet Radar, som har indgang lige overfor kunstværket. Her spiller det lokale band Artless Society med support af Josephine May og entréen er kun 30 kr.,” fortæller Kim Bisgaard.

Offentligheden er velkommen til folkefest fredag den 21. juni kl. 17.00 og både kunstneren og repræsentanter fra Ilva og Godsbanen vil være tilstede og tage del i fejringen.

LÆS OGSÅ: Køb kunst online