Sommerhus: Lys og luft i Liseleje
På en af de ældre sommerhusveje i det gamle Liseleje ligger der en drøm af et sommerhus, som efter beboernes ønske forener den klassiske sommerhusstil med modernitet, lys og luft. Med travl hverdagsbase på indre Østerbro er det her i huset på den uberørte naturgrund, at familien på seks slapper helt af.
Drømmen om et sommerhus fik en hård start, da parret Kristine og Jakob Berntoft, efter den første vinter som sommerhusejere, måtte sande, at deres nyerhvervede fine, gamle træhus efter en massiv vandskade ikke stod til at redde. Der var ikke andet for end at rive huset ned. Men med en fantastisk naturgrund til rådighed, opstod muligheden for at få bygget det ultimative drømmehus, med præcis de egenskaber, som familien drømte om. Masser af plads, masser af lys, og en stor terrasse, som breder sig fra den ene ende af huset til den anden, så solen kan nydes, fra den står op, til den går ned. Derudover var det vigtigt for Kristine og Jacob, at det nye hus kom til at læne sig op ad Liselejes klassiske sommerhusstil, som var det, de allerførst havde forelsket sig i, da de besluttede sig for at købe sommerhus netop her.
KORRIDOR Fra husets ene længe med køkken-alrum kan man kigge via skydedøren ned gennem den anden længe, som har værelserne på venstre side. De fritlagte bjælker giver karakter og fornemmelse af rummelighed. Billedet på væggen er fra Galerie Maeght. Skydedør lavet af snedker Jan Hansen.
HEMS Muligheden for privatliv og for at kunne trække sig tilbage, er afgørende for de to ældste drenges lyst til at bruge huset. Hemsen er indrettet særligt til dem med store puder og gamle kurvemøbler, som indbyder til at slænge sig i, og på regnvejrsdage og i vinterhalvåret bliver her hygget igennem med bøger, snak og Playstation. Gulvpuderne og puderne i sengen er i Libertystof og er lavet af en syerske. Kurvemøblerne og sengen kom med det gamle hus. Et kæmpeportræt af familiens to drenge pryder den bagerste væg.
LÆS OGSÅ: Se min hvide egoistbolig