Marmoreret papir

Trin for trin: Sådan laver du marmoreret papir

Uanset om du er til scrap, papirklip, decoupage, æske- eller kortfremstilling, er papir en stor del af det. Her viser vi dig, hvordan du selv kan lave marmoreret papir, så du kan give dine ting en helt igennem personlig stil.

Det er rigtig sjovt at marmorere papir, for det er de mest fantastiske mønstre, der opstår, når man hælder oliemaling ud på overfladen af en skål tapetklister.

Du skal bruge:

  • Tapetklister
  • Engangskrus til farveblandinger
  • Terpentin
  • Oliemaling
  • Foliebakker – eller en udtjent bradepande, hvis du vil marmorere papirark større end A4
  • Papir

Sådan marmorerer du papir trin for trin:

1_marmorering_papir.jpg

1. Lav en blanding af vand og tapetklister i forholdet 9:1. Lad blandingen stå i en times tid, mens der røres i den jævnligt. Hæld blandingen op i en foliebakke eller bradepande.

2_marmorering_papir.jpg

2. Fortynd oliemalingen med terpentin til en tynd og drypbar væske i engangskrusene.

3_marmorering_papir.jpg

3. Dryp farve ned i badet, start med 2-3 farver. Oliefarven vil lægge sig oven på vand/klister-blandingen, hvorefter det er dig, der styrer farvelægning og mønster.

4_marmorering_papir.jpg

4. Tegn mønstre i malingen med pinde, fjer eller pensel. Eller lav en kam af et stykke pap, hvorpå der limes tændstikker fast med lige stor afstand. Træk mønstre i farvebadet med redskabet.

5_marmorering_papir.jpg

5. Læg nu papiret forsigtigt ned i farvebadet – hele papirfladen skal have kontakt med farvebadets overflade.

6_marmorering_papir.jpg

6. Løft straks papiret op igen. Mønsteret fra badets overflade har nu sat sig på papiret.

Hæng papiret op til tørre, og lad det tørre 24 timer, inden det tages i brug. Gentag processen ved hvert nyt papirark. Hvert tryk er et engangstryk, da badet er næsten rent, når papiret løftes af.

TIP

Du skal stå på et godt ventileret sted, når du marmorerer, for terpentinen er giftig at indånde. Det er bedst at arbejde udendørs.

Godt at vide

Hvert tryk er et engangstryk, hvilket du også vil opdage, når papiret løftes af badet, da du igen står med et (næsten) rent bad. Der skal altså dryppes ny farve i badet for hvert stykke papir, der skal marmoreres.

Er der farverester i badet kan du fjerne dem ved at lægge et stykke papir på badet, på samme måde som når du laver et tryk, og hurtigt fjerne det igen. Farveresterne vil sætte sig på papiret, så du igen har et rent bad.

Vandbadet skiftes først, når det er blevet for plumret eller når der nærmest ikke er mere tilbage i bakken.

Æsker

Æskerne er beklædt med marmoreret papir i A3størrelse. Marmorerer du papir i mindre størrelse, kan du også bruge det til æskerne, men så skal hver æske beklædes ad flere omgange. Æskerne er fra Panduro Hobby.

Marmorering papir

TIP

Du kan sagtens anvende en ganske almindelig kam til at lave mønstre med, men du kan også lave denne specielle mønsterkam af et stykke pap, hvorpå der med jævne mellemrum tapes tandstikkere fast.

Hendes Verden nr. 6/2016