Møbeldesignerens lille oase
På trods af de få kvadratmeter har møbeldesigner Laura Faurschou skabt et lyst, personligt og ekstremt æstetisk hjem i sin lejlighed på Nørrebro.Kom med indenfor.
Da Laura så lejligheden første gang, var den mørk og dyster. Men med spande af hvid maling på næsten alle overflader blev den lille kvistlejlighed fyldt med lys og luft. Ved hjælp af enkelte drys af raffinerede farver som blå og grå, skarp gul og lyse træsorter har Laura skabt en lille oase midt i det pulserende Nørrebro. Allerede på reposen foran Lauras dør står der et yndigt lille stilleben af gamle loppefundsvaser, en friskplukket gren og fine laksko og giver en forsmag på, hvad der venter. Indenfor fortsætter det igennem hele lejligheden med små velovervejede opstillinger, hvor der er taget hensyn til farver, tekstur og form, og som tydeligt fortæller om ejerens ekstremt skarpe æstetiske sans.
Industriel skandinavisk stil
I stuen hersker en rolig stemning og en stil, som Laura beskriver som industriel skandinavisk med detaljer fra naturen. På trods af at der kun er et enkelt vindue, synes stuen lys og rummelig. Rummet er opdelt i flere afdelinger. På den gamle Wegner briks, et køb fra Lauritz. com, kan Laura slappe af med en god bog eller en kop kaffe. – Briksen er designet i 50’erne af Hans J. Wegner for firmaet Getama og er faktisk sammensat af to forskellige sovebrikse, model 258 og 259. Normalt har den enten armlæn eller ej, men her har den kun armlæn til den ene side. Brikstypen har været brugt på kollegier landet over og har opbevaring til sengetøj i ryggen, forklarer Laura, der har ompolstret briksen i grå uld. Laura elsker den indbyggede hylde bag ryglænet, hvor hun stiller vaser med årstidens blomster eller grene.
Gevirer og minimodeller
Laura har en forkærlighed for jagtobjekter, og over briksen hænger to gevirer, som hun har fundet igennem auktioner og genbrugsforretninger. Gevirerne står i skarp kontrast til det ellers meget rene hjem, men samtidigt tilføjer de lidt humor. Flere steder i lejligheden står modeller og prototyper af Lauras møbler, f.eks. de små bænke, som findes i tre størrelser og farvekombinationer og bliver flyttet rundt i lejligheden alt efter brug og antal gæster. I et hjørne er en Muuto reol stablet op ved siden af endnu en af Lauras prototyper, en gyngestol. Og i et andet hjørne har Laura indrettet sig med et skrivebord, som selvfølgelig også er en prototype. Når der kommer gæster, bliver bordet trukket ud fra væggen og alle de små bænke samlet omkring det, så det kan fungere som spisebord.
Det gamle køkken
Køkkenet er en gammel sag fra 1930’erne, men i stedet for at skifte det hele ud har Laura fjernet overskabene, malet lågerne og skiftet grebene ud med hjemmelavede stropper i ubehandlet læder. Intet er overladt til tilfældighederne hjemme hos Laura, og stropperne er derfor sat fast med delikate kobberskruer. Når Laura bliver spurgt om, hvad hun ville ændre ved sit hjem, hvis hun kunne, siger hun straks, at hun gerne ville have flere vinduer: – Men det er jo svært at få, så jeg ønsker mig bare en altan med glasdør! Jeg mangler også nogle store planter. Jeg vil gerne have et træ i stuen, der næsten når loftet. Grønne planter giver en rar atmosfære og underbygger de naturinspirerede detaljer i lejligheden, fortæller Laura.
KOM MED INDENFOR OG SE DE SMUKKE BILLEDER