Sådan skaber du dit eget design af fine genbrugsfund
Savner du noget nyt og anderledes til dit hjem, løsninger, som ingen andre har? Vi giver dig her nogle sjove ideer til, hvordan du kan skabe dit eget smarte design til boligen af brugte og aflagte ting.
Med lidt god fantasi, en smule maling, lim og værktøj kan du skabe fint nyt design af gamle ting.
Æske af ispinde
Is om sommeren er en dejlig ting, men desværre også en kort fornøjelse. Men pindene kan derimod genbruges: Samler du en hel sommer, kan du lave nogle fine opbevaringsæsker med trælim og store perler. Du kan også spare kalorier ved at snyde lidt og købe nye ispinde i Panduro Hobby. Maskingtapen er fra Retro Villa.
Sådan gør du:
Læg to ispinde parallelt med hinanden. Læg yderligere to ispinde på tværs oven på enderne af de første ispinde. Lim dem fast, og fortsæt opefter med flere pinde, til æsken har den ønskede højde. Til låget lægger du igen to ispinde parallelt med hinanden. Lim ispinde fast den modsatte vej, til der er fyldt op halvvejs. Bind en løkke af et stykke snor, træk to store perler på, og bind en knude over dem. Placer løkken, så den nederste knude sidder indvendigt i låget. Fortsæt med at lime ispinde på, til låget er færdigt, og så snoren sidder fast.
Smart og funktionel reol
En tur i storskraldsrummet i et lejlighedskompleks blev startskuddet til en ny reol. en bagerbutik i ejendommen var ved at sætte butikken i stand og havde valgt at kassere alle de gamle risthylder. Vi reddede dem og byggede en flot og asymmetrisk reol af dem, det giver masser af kant og personlighed til rummet. det smarte ved denne reol er, at den kan tilpasses rummet og behovet, og skulle man blive træt af den, kan den bygges om igen. Viskestykkerne er fra H. Skjalm P, den hvide vase er fra Stilleben, og den grå facetvase er fra Retro Villa. Bowlerhat fra tiger. træhænder fra Dora. Fliser på væggen fra Made A Mano.
Sådan gør du
Vask ristene, og lad dem tørre. Saml ristene i trekanter ved hjælp af strips fra Silvan. Sæt trekanterne sammen til en reol som ønsket.
Billedrammer uden kant
Er du træt af dine billedrammer, så kassér dem – men genbrug glasset! Sæt billeder bag dem, og spænd store elastikker omkring for at holde det sammen. Elastikker fra Tutein & Koch.
Gammel bog med ny funktion
I vindueskarmen her ligger en tyk gammel bog, som ingen alligevel læste i – vi forvandlede den så til en hemmelig æske! den brune glaskrukke er et gammelt apotekerglas købt i en genbrugsbutik. Den grå keramikskål er fra Nobel Design. Tekanden og krusene er fra Stilleben.
Sådan gør du
Skær et hul ud i bogen, der passer til en gammel cigarkasse. Lim kassens bund fast i bogens bund og kassens låg fast til indersiden af bogens forside.
Anderledes opbevaring
Brug gamle trækasser såsom cigarkasser og spilæsker som dekorativ opbevaring. de er virkelig flotte og giver et råt vintagelook. Her er det en blanding af æsker fundet på loppemarkeder rundt omkring.
Skæve stager
De skønne stager er alle skabt af fund fra storskrald. Vi fandt bl.a. en pose med små runde træbrikker, som var gode at bygge tårne af, og vi fik derfor ideen til at lime dem sammen som stager. den hvide stage er skabt af vores andet fund, resterne af en gammel skænk.
Sådan gør du
Stabl træbrikkerne til lidt skæve tårne, og lim dem undervejs sammen med trælim. Sæt en lysholder fra Panduro Hobby i toppen af hver stage. Mal evt. nogle af stagerne. Vi skruede et ben af den gamle skænk af, og borede et hul i en størrelse, der passede til et stearinlys. til sidst malede vi ’stagen’ hvid.
Fin bakke
Brug en gammel spilleplade som bakke. Her er det et skakbræt i træ, fundet på et loppemarked.
Moderne mormorur
Med få redskaber kan du forvandle en kedelig ‘mormorplatte’ til et smart ur. Vi var heldige at finde denne blå platte intakt til storskrald.
Du skal bruge
Urværk og visere fra f.eks. Panduro Hobby, en boremaskine med betonbor, et gammelt håndklæde, tape og evt. spraymaling.
Sådan gør du
Mål platten for at finde midten. Markér midten med en spritpen, og sæt et par striber klar tape henover, så det dækker 2-3 cm rundt om markeringen. Tapen gør punktet mindre glat, og hvis boret skulle skride en lille smule, bliver platten ikke ridset. Stil platten på håndklædet. Håndklædet må gerne foldes, så det bliver lidt tykt. Start med at bore hul i markeringen med et lille bor, og brug gerne beskyttelsesbriller. Vær opmærksom på, at der godt kan komme et hul i håndklædet under udboringen. Fjern tapen. Spraymal eventuelt viserne i en farve, f.eks. orange som her. Saml uret.
Lampe fik nyt look
Denne gamle lampe fra et loppemarked lå og samlede støv i gemmerne, indtil vi gav den nyt liv med en stofledning fra Rie elise Larsen og blå spraymaling. Lampen har nu fået karakter og er endelig blevet hængt op.
Sådan gør du
Skil lampen ad i to dele. er den i ubehandlet træ, som denne var, så start med at give den grundspray. Spraymal lampen. tapetser den indre skærm med en rest tapet (dette er fra Retro Villa). Saml lampen igen med den nye ledning.
Farverig vase
I en genbrugsbutik fandt vi en hel kasse med ringe fra Brios stabelklovn. De var farverige og velholdte, så derfor måtte vi bare bruge dem til et eller andet. derhjemme fandt vi røret til en vaniljestang – og heldigvis passede røret perfekt ned i ringene. Vi limede det hele sammen, og resultatet blev en sjov og farverig vase. Sofaen er fra nova Møbler. Puden og gulvtæppet er fra Hay, og sofabordet er fra Kartell. Lignende skål fås hos Normann Copenhagen.
Glas til børnenes små ting
De flotte opbevaringsglas til ungernes perler og andet småt har vi lavet af forskellige glas fra rødbeder og agurkesalat og gamle slidte plasticdyr fra et loppemarked. Nu bliver det sjovere for de små at holde orden! Tapet fra Retro Villa. Legekomfuret er fundet i en antikforretning.
Sådan gør du
Vask og tør glassene. Lim et plasticdyr midt på hvert låg, og lad limen tørre. Spraymal lågene i forskellige farver.