"Mit mål var at overleve et halvmarathon"

Det er anden gang inden for en uge, 49-årige Kristina Kronborg fra Nyborg løber med i ALT for damernes Kvindeløb. Hun gennemførte 7,5 km-ruten i Odense forleden, og i dag skal hun løbe 5 km-ruten i Fredericia.

Hun gør det sammen med sine kollegaer fra Rambøll, hvor hun er elinstallatør, og det er mest for hyggens skyld, men også fordi hun gerne vil varme lidt op til et løb på 10 km, hun skal deltage i i weekenden.

En knude i brystet

I maj gennemførte hun sit første halvmaraton. For Kristina var det ikke bare 21 km, der skulle tilbagelægges. Hendes spurt mod målstregen blev sat ind lang tid før, skuddet ved startlinien lød, for for Kristina var det ikke bare et løb, det var også en sejr over den ondartede knude, hun havde fundet i sit bryst i februar 2013.

- Jeg havde tabt 25 kg mig, fordi jeg havde lagt min kost om og var begyndt at træne. Jeg var ude og løbe en lørdag, og da jeg kom hjem tog jeg et bad, og opdagede, at der var en knude, fortæller hun. Mandagen efter to hun til lægen, der også konstaterede en knude i det ene bryst. Han sendte hende til undersøgelse på hospitalet, og pludselig gik det stærkt: Toenhalv uge efter var knuden bortopereret, og Kristina fik den besked, at hun var rask, men for at sikre sig, at der ikke skulle komme flere knuder, skulle hun have både kemoterapi og strålebehandling.

- Da jeg begyndte at få kemobehandlinger fik jeg at vide, det var godt at motionere og spise sundt. Jeg tænkte, "ok, det er så det, jeg kan gøre. Så gør jeg det." Hver eneste dag i mit sygdomsforløb var jeg ude for at motionere enten ved at gå eller cykle, for jeg kunne ikke løbe. Det blev hurtigt en konkurrence med mig selv om at i dag skulle jeg gå længere eller hurtigere end i går, fortæller hun.

Slået tilbage til start

Hver tredje uge fik hun kemobehandling. Hun var træt og havde ondt i benene, og hun vidste, at hver gang lægerne fyldte kemikalier i hendes krop, ville der være nogle dage, hvor hun havde det rigtigt skidt. Hver gang havde hun 21 dage til at komme sig inden næste kemobehandling.

- Jeg vidste, jeg blev slået hjem til start hver tredje uge, men i de tre uger kunne jeg se fremskridt hver eneste dag. Og jeg fandt ud af, at jeg ikke fik mere ondt af at træne, tværtimod fik jeg nok mere ondt af at lade være. Og motionen gav mig en oplevelse af, at livet var vigtigt. Jeg brugte meget tid på at gå i skoven og ved vandet. Det vigtigste var at komme ud og opleve at være der.

To dage før sin næstsidste kemobehandling satte Kristina sig for, at hun ville gå en halvmaraton. Hendes læger på hospitalet var imod det, for hendes blodprocent var meget lav, og de var bekymrede for hendes helbred.

- Jeg havde målt en rute op i nærheden af, hvor jeg bor, og så gjorde jeg det. Det var hårdt, men jeg fik en fantastisk tilfredsstillelse ved at gøre gennemføre de 21 km. Hvis jeg kunne gå en halvmaraton, mens jeg var i kemo, så kunne jeg også løbe en, når jeg var færdig med det. Så da jeg var færdigbehandlet, tog jeg en snak med en personlig træner om, hvad der kunne lade sig gøre.

Da hun begyndte at træne i august sidste år, kunne hun ikke løbe 100 meter, og da hun stod ved startlinien til Lillebælt Halvmaraton sidste måned, havde hun endnu kun løbet 11 km. Men hun gennemførte.

- Jeg havde tre mål: Det første var at overleve det, det andet var at gennemføre det, og det sidste var at gøre det på en tid under tre timer, fortæller Kristina. Hun gennemførte på godt og vel to timer og 55 minutter. - Jeg har venner, der tog billeder undervejs. Det var hårdt at gennemføre, mår man kigger på de billeder, så smilede jeg hele vejen.