4 ukrukkede vegetaropskrifter

4 ukrukkede vegetaropskrifter

Bente Thomsen har boet i Italien i knap 40 år, og hun har i de sidste syv år kræset om gæsterne på The Hill That Breathes, et yoga-retreat i Italien.

Hendes opskrifter er hovedsagelig inspireret af det syd-italienske køkken, hvor olivenolie og forhåndenværende grøntsager udgør en stor del af måltiderne.

Bente anbefaler at starte hver dag med en lille halv times moderat motion, men er i øvrigt ikke typen, der prædiker sundhed eller fedtforskrækkelse. Efter en årrække som veganer konkluderede hun, at det hverken er rigtig sundt eller særlig sjovt at være fanatisk med maden. Derfor lever retterne på yoga-retreatets buffet fuldt ud op til stedets mantra, F*** it.

Du kan læse mere om stedet på Thehillthatbreathes.com.

Her får du fire af hendes vegetaropskrifter:


Fuck it krydderblanding

1 håndfuld hele peberkorn

1 håndfuld hele korianderkorn

1 lille håndfuld hel fennikel

1 lille håndfuld hel spidskommen

Varm en wok over stærk varme.

Smid alle krydderierne i – ingen olie! – og rist dem mens du rører lidt i dem af og til, indtil de begynder at lugte en lille smule brændt.

Tag wokken af varmen og brug krydderblandingen i hvad som helst.

Rå og rare gulerødder

6-8 gulerødder

1 lille håndfuld Fuck it krydderblanding

1 lille håndfuld frisk, hakket mynte

1 finthakket salatløg

1 stykke ingefær i tynde hakkede skiver

Saften af 1-2 pressede citroner eller lime

En smule salt

Et skvæt olivenolie

Skær gulerødderne igennem på langs og derefter i 4-5 cm. lange stykker.

Kast gulerødderne i en skål og tilsæt de øvrige ingredienser.

Livsnydergryde med quinoa, grøntsager og mozzarella

2 dl olivenolie

2 hakkede løg

3-4 fed olivenløg i skiver

3-4 gulerødder skåret i 3-4 cm skiver

2-3 bladselleri i grove skiver

2 squash i store tern

1-2 peberfrugter i store tern

Evt. en nektarin i store tern

1 håndfuld Fuck it krydderblanding

200-300 g. quinoa

Vand - dobbelt så meget vand som quinoa

En mozarellaost skåret i store terninger

Varm olivenolien op og tilsæt løg, grøntsager og krydderier. Svits i 5-7 minutter.

Hæld quinoa og vand i og rør rundt i gryden. Læg låg på og lad blandingen koge indtil det er færdigt - quinoagrynene bliver transparente, og hvis du er i tvivl, så smag dig frem. Lad være med at røre i gryden ind imellem. Nogle gange skal mad have lov at passe sig selv! Det tager formentlig en god halv time.

Lige inden servering skæres mozzarellaen i skiver som tilsættes, hvorefer der røres en hurtig gang i gryden.

Fandenivoldsk nem Tiramisu – 8 portioner

4 æg

120 g. rørsukker

3-400 g. ladyfingers (også kendt som Savoiardi)

500 g. mascarpone

Et par kopper kaffe – almindelig eller byg-kaffe

En smule kakaopulver til pynt

Pisk hele æg og sukker i mindst 15 minutter – ja, det er lang tid, men sæt dig ned og læs en bog imens eller find nogen, som gider snakke med dig hen over larmen fra elpiskeren. Den færdige æggeblanding skal være helt lysegul og fandens luftig.

Bland mascarpone i æggeblandingen og pisk til det er uden klumper.

Hæld kaffen i en dyb tallerken og stil et fad med mindst 5 cm kant ved siden af (samme størrelse som en lille bradepande).

Dyp ladyfingrene én af gangen i kaffen og læg dem i fadet, indtil hele bunden er dækket. Det er kun den nederste halvdel af kagerne, som skal gennemvædes.

Hæld blandingen af æg, sukker og mascarpone ud over kiksene.

Drys en smule kakaopulver på toppen for at bryde den gule farve med lidt brunt.

Stil tiramisuen i køleskabet til den skal serveres. Den kan også sagtens fryses og bruges et par dage efter.