Bananpandekager fra Hjemmet

Bananpandekager

Rasmus Klump er pludselig blevet fast inventar i mit liv, efter at min søn er kommet til verden. Og særligt Klumps store stakke af pandekager får ekstra opmærksomhed.

Det er derfor blevet noget nær en fast tradition med pandekager i weekenden. Fredag aften laver jeg dejen og sætter den i køleskabet, så den er klar til morgenmaden. Og er der dej til overs, får vi pandekager igen til eftermiddagskaffen.

For at få pandekagerne til at smage af andet end smør og sukker, kommer jeg både en banan, øl, kardemomme og citronskal i dejen. Hvis du ønsker lidt grovere pandekager, kan du erstatte halvdelen af melet med halvt grahamsmel og halvt havregryn.

Ca. 15 stk.

3 æg

2 dl øl

250 g hvedemel

4 dl mælk

25 g smeltet smør

1 knsp. salt

½ tsk. kardemomme

1 spsk. vaniljesukker

½ tsk. fintrevet citronskal, økologisk

1 moden banan

smør til bagning

Tilbehør: hindbær, blåbær og flormelis

1. Pisk æg og øl sammen i en skål.

2. Si melet og kom det i skålen. Pisk dejen til en ensartet og glat masse.

3. Tilsæt mælk, smør, salt, kardemomme, vaniljesukker og citronskal.

4. Blend bananen og kom den i dejen.

5. Sæt dejen i køleskabet i en ½ time – gerne natten over.

6. Kom en smørklat på panden og bag pandekagerne gyldne i et par min. på hver side. Beregn ca. ½ dl dej per pandekage.

7. Servér de nybagte pandekager med hindbær, blåbær og flormelis.

Tip: Pandekagerne smager også godt med en kugle vaniljeis.