Jeg hader at smide mad ud – og især søde sager! Så marmeladen fik nyt liv i denne skønne tærte. Sammen med en rest marcipan fra julen blev det til en frisk, syrlig og nærmest konfektagtig tærte, som jeg helt sikkert bager igen.
Hvis du vil være lidt overskudsagtig, når gæsterne kommer, kan du lave tærten i god tid og sætte den i køleskabet eller fryseren, uden at bage den først. Så er det super nemt lige at hive den frem og bage den i ovnen.
1 tærte, ca. 8 personer
200 g mel
1vaniljestang (eller 2 tsk. vaniljesukker)
1 tsk. bagepulver
150 g sukker
150 g koldt smør
1 lille æg
3½ dl blåbærmarmelade (gerne hjemmelavet med portvin)
100 g marcipan
50 g mandler
Drys: flormelis
Tilbehør: cremefraiche, flødeskum eller vaniljeis
1. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og bland dem med lidt af sukkeret.
2. Bland mel, vaniljekorn, bagepulver og sukker. Smuldr det kolde smør i og tryk hurtigt dejen sammen.
3. Pisk ægget let sammen og saml hurtigt dejen hermed. Undgå at ælte for længe.
4. Læg dejen i køleskabet i en ½ time.
5. Rul halvdelen af dejen ud og læg den i en smurt tærteform. Brug evt. et stykke husholdningsfilm til at presse den på plads.
6. Fordél marmeladen på tærtebunden.
7. Skær marcipanen i papirtynde skiver og fordél dem på marmeladen.
8. Smuldr resten af dejen over tærten og drys med grofthakkede mandler.
9. Bag tærten gylden ved 220 grader i ca. 30 min. Læg et stykke sølvpapir over, hvis den bliver for mørk.
10. Drys tærten med flormelis og servér den med cremefraiche, flødeskum eller vaniljeis.
Tip: I stedet for blåbærmarmelade, kan du bruge friske eller frosne blåbær. Blåbærrene kan også erstattes med hindbær eller hindbærmarmelade.