Her er kagen, der vipper cupcakes af pinden
Det er måske lidt tarveligt sådan at videreformidle denne (fantastiske) nyhed midt i januar, men der er hermed blevet føjet et punkt på ugens to-doliste! Vi skal prøvesmage hitkagen, der har været længe undervejs og rejst hele vejen fra USA for at lande i Danmark. Det er cronutten, vi taler om!
Tidligere har vi drømt, talt om og spist cheesecakes. Så var det cupcakes. Så popcakes. Hver tid sin kage. Og nu er tiden altså kommet til den hypede hybrid, cronut, der er blanding af croissant og donut – lavet af croissantlignende dej, friturestegt, fyldt med creme og glaseret.
Hypen omkring den sælsomme lækkerbisken, (håber vi), opstod i maj sidste år, da kokken Dominique Ansel præsenterede sin allerførste "cronut" - i øvrigt et navn, han har patent på og som optrådte på TIME magazines liste over de 25 bedste opfindelser i 2013!
Kagenyheden spredte sig som en steppebrand i New York, hvor Ansel har sit bageri, hvor lange køer slangede sig langt foran butikken, inden både 7-Eleven og andre producenter fik lavet deres egne versioner af kagen.
Vi håber, at den kan leve op til hypen.
Den bliver indtil videre solgt i 30-40 udvalgte 7-Eleven-butikker i København i første omgang. Er den et hit, vil den også blive solgt i øvrige dele af landet – dog under navnet Donuts-Croissant grundet rettighederne til navnet.
Prisen for 7-Elevens nye Donuts-Croissant er 20 kr.
LÆS OGSÅ: Det siger dit kaffevalg om dig