Perfekt picnicsalat fra Hjemmet

Perfekt picnicsalat

Når solen endelig skinner, er det om at komme ud af røret – og helst med lidt lækkerier, der er hurtige at tilberede.

Couscous fås efterhånden i de fleste supermarkeder og stammer oprindeligt fra det nordafrikanske køkken. Her er couscous, hvad pasta er for italienere, ris for kinesere og kartofler for os danskere.

Denne variant smager godt til f.eks. kylling og lam. Vil du lave alt i én-udgaven, kan du blande lidt tilberedt kylling i salaten. Så behøver du blot én beholder til hele herligheden. Bliver der noget til overs, smager det herligt i madpakken næste dag.

Tag picnictæppet under armen og kom ud i det blå!

2 personer

1 dl couscous

1 dl kogende vand

½ rød peber

¼ agurk

1 avocado

5 cherrytomater

Dressing:

saften fra 1 citron

3 spsk jomfruolivenolie

lidt chiliflager

salt og peber

1. Hæld kogende vand over couscoussen og lad den  trække i 5-8 min.

2. Skær rød peber, agurk, avocado og cherrytomater i små tern.

Dressing:

3. Rør ingredienserne til dressingen sammen.

4. Bland dressingen i couscoussen og tilsæt derefter grønsagerne. Bland godt.

Tip: Salaten har godt af at trække et kvarters tid inden servering – evt. i køletasken på vej til parken, stranden eller hvor du nu er på vej hen.