Backstage hos Day: "Magien sker når minimalisme og maximalisme mødes"
I går besøgte vi Day Birger et Mikkelsen, hvor firmaets kreative direktør Peter Ingwersen tog sig tid til at fortælle om den nye kollektion.
Kollektionen er Peters første siden han stoppede hos Noir, så alle var spændte på at se, hvad designeren i samarbejde med ejer Keld Mikkelsen havde fundet på.
Hej Peter, hvordan har du det lige nu?
”Jeg er afklaret. Jeg ved der er store forventninger, men jeg føler at bagagen er anderledes [Peter var ansat hos Day Birger et Mikkelsen inden han startede hos Noir, for senere så at vende ”hjem” igen red.] og jeg synes, at vi har gjort kollektionen mere sexet og mere stylet. Jeg kan godt lide de minimalistiske tendenser og dem synes jeg, at vi har forenet med Day Birger et Mikkelsens klassiske boheme-udtryk. ”
I forbindelse med at det blev offentliggjort, at du vendte tilbage til Day Birger et Mikkelsen, udtalte du, at du ”glædede dig til at få Day under huden igen”, føler du, at du er dér nu?
”Jeg har i hvert fald fået Keld [Mikkelsen red.] under huden. Det er et fantastisk, at arbejde sammen med en ven. Det giver et flerdimensioneret forhold, hvor man kan tale om ting, som man nærmest ikke deler med andre. Jeg er meget heldig, for hele Day-teamet er en velsmurt maskine, som på alle måder udviser et fantastisk teamwork. Day Birger et Mikkelsen er et kommercielt firma, men jeg føler ikke at vores visioner bliver taget som gidsel af den grund.”
Har du ritualer i forbindelse med dine shows?
”Masser! [Griner] Men den største er nok helt sikkert forberedelsen. Jeg taler med folk og trækker mig efterfølgende tilbage og tænker det hele igennem. ”
Har du et signatur-look som du er særligt stolt af?
”Jeg er meget fokuseret på åbningslooket som er et førstehåndsindtryk og skal sige noget om hele kollektionen. Og så er jeg særligt glad for kollektionen her, for jeg synes, at vi har formået at få minimalisme og maximalisme til at mødes, og det er dér magien skabes.”
Hvem er Day-kvinden?
”En Day Birger et Mikkelsen kvinde, er én som hviler i sig selv. Det er en stilet kvinde som ved hvem hun er, fx Helena Christensen. Vi kan sagtens sætte trends, men vi følger dem ikke, for vi skaber stil.”
Klik videre og se backstage-billeder...
Modellernes hår skulle symbolisere mødet mellem det stramme minimalistiske udtryk og det mere løse boheme-look.
Wella stod for looket.
Keld Mikkelsen, ejer og grundlægger af Day Birger et Mikkelsen foran look-tavlen.
Se også: Dagbog fra modeugens anden dag »