Gabrielle ’Coco' Chanel
SPONSORERET indhold

Hvem var Gabrielle ’Coco’ Chanel?

Moden har mange muser, men kun én Chanel. Coco Chanel revolutionerede kvindemoden med sømandsstriber, løse herrebukser, ballerinasko, kviltede tasker og Chanel No 5. Hun gjorde det chikt og klædeligt at hvile i sig selv og satte kvindekroppen fri til at nyde livet og kunsten.

Foto: Evening Standard/Hulton Archive/Getty Images
24. apr. 2020 | Mode | Eurowoman

Har du en bretonstribet bluse, og elsker du løse jerseybukser? Dyrker du solen og ryger en politisk ukorrekt cigaret fra tid til anden? Hvis du spontant svarer: "Mais oui!," er du en kvinde efter Mademoiselle Chanels hoved. Den franske designer bag det navnkundige modehus mestrede i sit liv og virke at gøre den ubesværede garderobe chik og omsætte laster til fashionable kulturkoder.

LÆS OGSÅ: Margrethe er den ultimative modeblogger-dronning

Gabrielle 'Coco'

Chanel blev født under fattige kår, men var rig på holdninger, havde sans for kulturelle tendenser og et skarpt blik for detaljens finesse. Hun designede med henblik på komfort, funktionalitet og langtidsholdbar klædelighed i strid modsætning til La belle époque, som hun kom til verden i den 19. august 1883. Hendes kreative mission blev et opgør med krakilske korsetter og vulgære fjerpåsætninger. Hun designede til sin tid og til sig selv. Med en omgangskreds, der favnede kunstnere fra Igor Stravinskij og Jean Cocteau til Jean Renoir og Pablo Picasso, udfordrede Coco Chanel grænserne for, hvad et modehus skulle kreere, og hvad en designer skulle repræsentere.

Coco Chanel kom til verden i den lille franske by Saumur, men blev forældreløs, da hun var 12, fordi moderen døde af tuberkulose, og faderen stak af. Gabrielle blev sendt på børnehjem, hvor nonnerne lærte hende at sy, og hun lærte sig selv at drømme om et bedre liv. 18 år gammel debuterede hun som cabaretsangerinde med sin søster Julia, fik smag for luksus og blev elskerinde til den rige stofarving Étienne Balsan. Hun begyndte at designe hatte som hobby og droppede Balsan, men overtog hans lejlighed i Paris og tog hans ven, Kaptajn Arthur Edward 'Boy' Capel, i sin favn. Han finansierede hendes første kollektion og butik, viste hende badebyen Deauville, hvor livet var solbrændt og sorgløst, og gav hende troen på, at det frigjorte liv skulle afspejle sig i garderoben. Boy var imidlertid utro og umulig at fastholde. Efter ni års kærlighed giftede han sig med en britisk aristokrat og døde året efter, i 1919, i en bilulykke.

Chanel blev 87, velhavende, berømt og hyldet – men hendes hjerte helede aldrig. Den dag i dag er Boy fortsat en central figur i Chanels univers; nu i form af en taske, som du kan beundre i Chanels første parisiske butik i Rue Cambon og på Kongens Nytorv i København, hvor Chanel i 2018 åbnede sin første butik i Danmark.

Chanel har mange designperler på sin lange karrieres silketråd: den lille sorte cocktailkjole, bukser til kvinder, tweedsuits og noget så revolutionerende som verdens første designerparfume: Chanel No 5. Flakonen var inspireret af Picassos kubisme og blev emblematisk for art deco-stilen, og duften blev en omgående klassiker. Den overdådige salgssucces gjorde Chanel hovedrig og lagde fundamentet for hendes imperium, der siden kom til at omfatte logobrocher og bijouteri, ballerinasko med lak på snuderne og kviltede tasker med kæderem og kultstatus.

Coco Chanels eftermæle begrænser sig ikke til beklædning. Hun var en mester udi leveregler, der den dag i dag citeres af såvel neofeminister som modedisciple. Udsagn som "Skønheden starter det øjeblik, du beslutter dig for at være dig selv" eller "Hvis du vil være uerstattelig, skal du være anderledes" afslører, at Coco ikke alene var en af modens mest stilfulde kvinder, men også en af de mest indsigtsfulde.

Anbefalet til dig