Før modeugen - David Andersen: "Det er altid sjovt at lave show"
David Andersen er en travl mand, og i øjeblikket har han endnu mere travlt end normalt. David skal nemlig vise sit bud på vintermode anno 2012 på onsdag kl. 18. til Danmarks samlede verdenspresse.
Vi har sat David Andersen i mail-stævne for at høre hvordan han har det, og for at høre, hvad vi kan forvente af den unge, succesfulde designer.
Hej David, hvordan har du det lige nu?
"Jeg har det fint. Vi arbejder ud fra en plan, så alle er sikre på at nå de deadlines, de skal nå. Det er altid en lidt stresset tid op til en modeuge, men ikke mere stresset end at vi synes det er sjovt. Heldigvis er vores kollektioner klar og helt færdige, de blev nemlig allerede præsenteret første gang i Milano først i januar og senere i Berlin - så arbejdet lige nu er mere baseret på de events, vi afholder under ugen."
Du fravalgte i sidste sæson at lave et traditionelt show, [David Andersen viste sit kollektion via en pressefremvisning red.] har du glædet dig til at komme med på den traditionelle show-vognen igen?
"Det er altid sjovt at lave show, og det er her man virkelig får mulighed for at præsentere sin kollektion, helt som man har tænkt den. Det at afholde et ikke-traditionelt show, som jeg gjorde sidst, vil jeg helt klart gøre igen. Det fungerede fantastisk og vores indkøbere var rigtig glade for det, og det er jo det vigtigste."
Og hvad kan man forvente fra dit show i år?
"I år kan man forvente at se et show, hvor jeg er mig selv tro med mit design og udtryk. Men jeg viser også nye sider af mig selv, og sider som man måske ikke umiddelbart venter fra mig. Jeg har åbnet lidt op for print og farver samt rykket lidt på linjerne. – Og så har jeg kigget bredere på aftageren af mit produkt."
Har du nogle faste ritualer du gør i forbindelse med forberedelserne til dit show?
"Nej ikke rigtigt. Jeg gør meget ud af at holde mig til en fast plan, og ikke have unødvendig stress. Jeg spiser god mad og holder fri i aftentimerne, til at lave ting, der ikke har med mit arbejde at gøre."
Hvad kan vi forvente af David Andersen vinter anno 2012?
"I kan forvente en stærk kollektion, hvor jeg designmæssigt har rykket mig i forhold til tidligere sete kollektioner."
Hvilket item er ifølge dig, det stærkeste item fra din kollektion?
"Jeg synes jo personligt der er flere meget stærke items. Men der er en jeg personligt holder meget af. Det er denne kappe, som er vendbar i skind/ læder. Den kan både fungere som kappe, men også som vest, ved at lyne den op i siderne."
Hvad glæder du dig mest til lige nu?
"Lige nu glæder jeg mig mest til at få de 6 couture kjoler ud af døren, som skal være færdige inden tirsdag klokken 14.00. Vi sidder 4 mennesker og syr på højtryk. Vi skal nok nå det, men der er lang vej endnu. Efterfølgende vil jeg se meget frem til onsdag, hvor kollektionen er præsenteret, vi har pakket sammen, og jeg kan takke alle, der har været med under denne proces, for deres indsats - både ansatte og praktikanter samt partnere."
David Andersen viser sit show onsdag d. 1. februar kl. 18