Forside vækker opsigt: Nu vælter det ind med likes
Forsiden på Eurowomans decembernummer har fået langt flere likes og kommentarer, end den normalt gør. Årsagen er Nina Rask.
Da Eurowoman onsdag i denne uge laver det vanlige Instagram-post med forsiden af den pågældende måneds magasin, går kommentarsporet amok. Og i skrivende stund har opslaget fået mere end 3.000 likes og 71 kommentarer modsat sidste måneds forside, hvilket er usædvanligt højt.
Meget peger på, at den helt store årsag, er satiriker og stortalent Nina Rask, som er forsidemodel på modemagasinets decembernummer.
På den smukke forside har Nina Rask bar overkrop og er i gang med at frisere sit hår. Men forsiden fortæller også en historie om, at Nina Rask i 2021 har fået fjernet sine bryster. Ikke fordi hun har været syg med kræft, som flere i kommentarsporet på Instagram antyder, men fordi de har fået hende til at føle sig utilpas i sin egen krop. Det fortæller hun i et interview til magasinet.
”Der var mange forskellige nuancer i min beslutning. Men mine bryster har bare altid været det største problem i forhold til at have det fedt med min krop. Jeg syntes ikke, det klædte mig. Jeg følte mig usexet med dem, og jeg havde en meget urigtig følelse af, at min krop burde have en flad brystkasse. Både æstetisk og sjælemæssigt. Da jeg var en lille skid og løb rundt i haven i shorts og bar overkrop, mærkede jeg en sorg over, at det ville stoppe på et tidspunkt, og nu er jeg heldigvis kommet tilbage til det,” siger satirikeren til Eurowoman.
”Vi skal nedbryde tabuer”
Selvom det ikke nødvendigvis lå i kortene, at Nina Rask skulle være december måneds forsidemodel, var redaktionen ikke i tvivl, da de først så billedet.
For én ting er, at billedet er både stærkt og smukt – det er også med til at nedbryde tabuer og hylde dem, som går forrest, fortæller chefredaktør Anne Lose:
”Først og fremmest er Nina på forsiden af Eurowoman, fordi hun er en af sin generations store talenter, som vi holder øje med og beundrer – både når vi taler satire, skuespil og podcasts.
Og så står hun ved sin egen sårbarhed og bruger humor til at åbne menneskers hjerter, og det har vi brug for i denne tid.
At hun som queerperson også er med til at nedbryde tabuer og åbent fortæller om at have det godt med sin krop, sin brystreduktion og det uperfekte menneske samt udfordrer de gængse strukturer i samfundet, når det kommer til heteronormativitet, gør hende bare endnu mere interessant og vigtig. Og her er synlighed og repræsentation altafgørende.”
Du kan læse det store interview med Nina Rask i denne måneds Eurowoman. Her fortæller hun om at stå ved sig selv, sine følelser og sin sårbarhed, om dating og om et behov for at bevise, at hun er mere værd end sit mindreværd.